PRM / Nu slår Barnets Blå Hus i Vejle dørene op

    Pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark

    I en gul bygning på Knud Højgaards Vej i Vejle arbejder leder Almaz Mengesha og hendes medarbejdere på at blive klar til åbningen af byens nye behandlingstilbud målrettet børn, unge og familier.

    Det er her, at Barnets Blå Hus snart officielt slår dørene op og tilbyder specialiseret hjælp og terapi til børn og unge i alderen 0-13 år, der har særlige udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug i den nærmeste familie.

    I huset kan børn og unge deltage i terapiforløb, både individuelt og i grupper, og indgå i husets sociale aktiviteter, mens deres forældre også får tilbud om sparring.

    “Vi kan slet ikke vente med at komme i gang. Vi er blevet taget varmt imod af Vejle Kommune, organisationer og andre samarbejdspartnere, og vi kan se, der er plads til det arbejde, vi skal lave og ikke mindst behov for det,” siger Almaz Mengeha, som er leder af Barnets Blå Hus i Vejle.

    Inviterer til åbningsfest

    Den officielle åbning af Barnets Blå Hus i Vejle finder sted tirsdag den 11. oktober kl. 13-16, hvor alle interesserede er velkommen til at møde op. Festlighederne begynder med en åbningstale, som næstformand for Børne- og Familieudvalget i Vejle Kommune, Thyge Havgaard Bjerring, står for.

    Der vil efterfølgende være mulighed for at få en rundvisning og en snak med personalet. Åbningsfesten vil blandt andet blive med deltagelse af tv- og radiovært Claus Elgaard, direktør i Ole Kirk’s Fond, Karin Skjødt Hindkjær, og Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.

    “Det bliver en glædelig dag. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme forbi og hilse på”, siger leder Almaz Mengesha.

    Barnets Blå Hus drives af den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, som i forvejen har tilsvarende tilbud rundt omkring i landet. Driften og etableringen af Barnets Blå Hus i Vejle er støttet af Ole Kirk’s Fond.

    Hjælp til børn og familier

    Med adresse på Knud Højgaards Vej 10 er Barnets Blå Hus placeret både tæt på Vejle by og motorvej E45, så børn og unge fra Vejle og og de omkringliggende kommuner har mulighed for at komme nemt dertil.

    “Efter åbningen glæder vi os til at tage imod børn og familier i vores nye hus, som skal være et sprudlende og rart sted at være. Man skal kunne dele de følelser og tanker, der er svære at gå med, når man for eksempel har en mor, far eller andet familiemedlem, der kæmper med et misbrug.”, siger Almaz Mengesha.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen bor der omkring 2.000 børn og unge i alderen 0-13 år i Vejle Kommune, som lever i familier med alkoholmisbrug. I kommuner som Fredericia, Billund og Hedensted er der yderligere 2.000 børn fra familier med alkoholproblemer. Hertil kommer et ukendt antal børn fra familier med stofmisbrug.

    Kontakt:

    Leder af Barnets Blå Hus i Vejle Almaz Mengesha email: ame@blaakors.dk

    Kommunikationsmedarbejder i Blå Kors Danmark Anette Helligsø tlf.: 31 37 38 16 email: ahe@blaakors.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-slar-barnets-bla-hus-i-vejle-dorene-op?releaseId=13659661

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **