PRM / Hver tredje virksomhed har oplevet målrettet cyberangreb: Nu får SMV’erne en hjælpende hånd med cyberinvesteringer

    Pressemeddelelse fra PwC

    Hver anden virksomhed har været udsat for mindst en sikkerhedshændelse, mens over en tredjedel har oplevet et eller flere målrettede cyberangreb mod deres virksomhed i form af bl.a. phishing- eller ransomwareangreb, viser PwC’s seneste Cybercrime Survey. SMV:Digital har netop åbnet op for, at over 250 små og mellemstore virksomheder kan søge om et særligt tilskud på 50.000 kr. til at forbedre deres digitale beredskab og håndtering af data.

    Cybersikkerhed kræver løbende investeringer, men det kan blive langt dyre ikke at have sikkerheden på plads, hvis uheldet er ude. Det er ikke kun de store virksomheder i københavnsområdet, der bliver ramt af cyberangreb. Det sker også for virksomheder på Sjælland, og ofte skyder de kriminelle med spredehagl i håb om, at der bare er én uopmærksom medarbejder i et udvalg af virksomheder, som bider på,” siger Brian Petersen, partner i PwC og Regionsleder på Sjælland, og fortsætter:

    Hvis virksomheden ikke allerede har investeret i cybersikkerhed, er der nu en oplagt mulighed for at komme i gang. Det er en god idé, når virksomhederne på Sjælland ansøger om at få del i den digitale tilskudspulje, at man på forhånd har dannet sig et overblik over, hvor man står rent cybersikkerhedsmæssigt, og hvilke projekter eller certificeringer tilskuddet kan bidrage til.

    Høj grad af digitalisering og øget trusselsniveau
    Mange danske virksomheder arbejder digitalt eller har digitaliserede arbejdsgange, og det er med til at øge trusselsniveauet:

    Den høje grad af digitalisering gør danske virksomheder særligt sårbare, da de kriminelle dermed har flere muligheder for at få adgang til virksomheden. Derudover har Center for Cybersikkerhed for nyligt hævet trusselsniveauet for flere sektorer i Danmark. Det understreger, hvor vigtigt det er for virksomhederne at have et velfungerende cyberberedskab, herunder medarbejdere, som løbende bliver trænede i at undgå cyberangreb,” fortæller Brian Petersen.

    Virksomhederne kan søge tilskuddet fra SMV:Digital sideløbende med øvrige tilskudsordninger, og derudover er det først-til-mølle for de virksomheder, der gerne vil i betragtning til de 50.000 kr.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-tredje-virksomhed-har-oplevet-malrettet-cyberangreb-nu-far-smverne-en-hjaelpende-hand-med-cyberinvesteringer?releaseId=13659675

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **