PRM / Blå og røde forældre er enige: Minimumsnormeringer skal bestå

    Pressemeddelelse fra BUPL

    Uanset hvor forældrene sætter deres kryds ved det kommende folketingsvalg, er der et klart ønske om at bevare minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for BUPL.

    84 procent af de forældre, der ved det kommende folketingsvalg forventer at sætte kryds ud for et parti i blå blok, ønsker at bevare minimumsnormeringerne. Kun 8 procent siger nej. Blandt forældrene i rød blok står hele 91 procent bag loven om minimumsnormeringer, mens 4 procent siger nej.

    “Forældrene har jo deres daglige gang i vuggestuer og børnehaver og kan se, hvor presset hverdagen ofte er ude på gulvet. De ved godt, at uden minimumsnormeringer, vil der igen blive sparet uhæmmet på daginstitutionerne. Det vil forældrene ikke acceptere,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

    En værn mod besparelser
    Loven om minimumsnormeringer træder i kraft i 2024, hvor kommunerne årligt modtager 1,6 milliarder kroner til at ansætte flere pædagoger. Loven forpligter kommunerne på, at der i gennemsnit skal være mindst én pædagogisk medarbejder per tre børn i vuggestuen og én til seks i børnehaven.

    “Vi kan jo se, hvordan kommunerne sparer på børneområdet på næste års budgetter. Det er stærkt bekymrende og præcis derfor er det så vigtigt, at vi nu får en lov, der er et værn mod besparelser på daginstitutionerne,” siger Elisa Rimpler.

    BUPL-formanden understreger, at minimumsnormeringer ikke er et loft – men en bund, som kommunerne skal bygge oven på. Det er også i kommunernes egen interesse, påpeger hun.

    “Vi skal have større ambitioner for vores mindste børn end et absolut minimum, Lige nu ser vi, hvordan udgifter til børn med diagnoser og mistrivsel eksploderer. Det kan vi kun forebygge ved at investere i den tidlige indsats i vores daginstitutioner, så vi får alle børn med,” siger Elisa Rimpler.

    Lyt til forældrene
    Hun glæder sig over, at forældrene så entydigt bakker op om minimumsnormeringerne og opfordrer partier, der endnu ikke har omfavnet loven, til at lytte til den klare besked fra deres vælgere.

    “Det var ikke for sjov, at 100.000 forældre gik på gaden op til seneste folketingsvalg. Jeg håber, at partierne i blå blok, der stadig ikke bakker op om minimumsnormeringer, vil indse, at loven er kommet og arbejde for forældrenes krav om gode normeringer i vuggestuer og børnehaver.”

    For eller imod?
    Her kan se, hvilke partier der stemte for og imod loven om minimumsnormeringer

    For stemte:
    Socialdemokratiet
    SF
    Radikale Venstre
    Enhedslisten
    Frie grønne
    Alternativet
    Venstre

    Imod stemte:
    Det Konservative Folkeparti
    Liberal Alliance
    Nye Borgerlige

    Hverken for eller imod stemte:

    Dansk Folkeparti
    Uafklaret (var ikke parti i Folketinget, da loven blev vedtaget):
    Danmarksdemokraterne
    Moderaterne

    Kontakt:

    BUPL Pressetelefon tlf.: 22 77 40 90

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bla-og-rode-foraeldre-er-enige-minimumsnormeringer-skal-besta?releaseId=13659719

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **