PRM / Røde Kors sender nødhjælpsarbejdere til Pakistan: Nogle steder er stadig umulige at nå ud til  

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    Fredag rejser danske nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors til Pakistan, hvor behovet for hjælp stiger time for time. Over 1,6 mio. hjem er blevet ødelagt, heraf 500.000 fuldstændigt, og det anslås, at over seks millioner mennesker har akut brug for nødhjælp.

    Derfor sender Røde Kors nu et team til Pakistan, hvor indsatsen primært fokuseres omkring uddeling af helt basal nødhjælp som mad, vand og hygiejneartikler. Indsatsen er en del af en større koordineret indsats mellem Røde Kors-selskaber, der også omfatter etablering af hygiejnefaciliteter samt sikring af rent drikkevand.

    “Vi skal lede den indsats, der tæller det, vi kalder Relief, dvs. hvor vi afhjælper de allermest akutte behov gennem uddeling af mad og vand, hygiejnepakker, tæpper og lignende i tæt samarbejde med Pakistansk Røde Halvmåne”, forklarer Bjarke Skaanning, katastrofechef i Røde Kors.

    Frygter sygdomsudbrud
    Omkring en tredjedel af Pakistan står under vand efter de værste oversvømmelser i mere end ti år, som skyldes de seneste måneders enorme mængder regn og hastigt smeltende gletsjere. Over 1400 er døde i oversvømmelserne.

    “Millioner af mennesker mangler helt basale ting for overlevelse, og behovet for hjælp stiger time for time. Men mange områder er ekstremt svært fremkommelige eller ligefrem umulige at nå ud til, og derfor frygter vi også, at endnu flere vil have behov for hjælp som følge af oversvømmelserne”, siger Bjarke Skaanning, som forventer, at nødhjælpsindsatsen vil vare mange måneder.

    “Vores vigtigste opgave lige nu er at sikre, at nødhjælpen når frem til dem, som har allermest behov for den. Men katastrofens omfang vokser fra dag til dag, for vandet har nogle steder svært ved at trække sig tilbage, og samtidig vokser risikoen for, at sygdomme spreder sig”, siger Bjarke Skaanning.

    De første tilfælde af både kolera og denguefeber er allerede registreret.

    Det danske team fra Røde Kors kommer til at have base i Karachi i Sindh provinsen, hvorfra indsatsen vil udgå.

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-sender-nodhjaelpsarbejdere-til-pakistan-nogle-steder-er-stadig-umulige-at-na-ud-til-?releaseId=13659667

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **