PRM / Hårdtarbejdende københavnere passer bedre på helbredet

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    Den københavnske håndværker og rengøringsassistent er blevet væsentligt bedre til at søge hjælp hos en fysioterapeut eller kiropraktor, når kroppen siger fra.
    I 2021 modtog de næsten 65.000 københavnske medlemmer, der er omfattet af PensionDanmarks sundhedsordning, 64.763 behandlinger. Det udgør en stigning på over 46 procent i forhold til 2017.

    “Udviklingen vidner om et stigende fokus på at holde sig sund, rask og funktionsdygtig, og det er en vigtig forudsætning for at få et langt og godt arbejdsliv,” siger Flemming Tovdal Schmidt, direktør for kunder, kundeservice og it i PensionDanmark.

    Det er især muligheden for at booke behandling direkte hos en fysioterapeut eller kiropraktor uden at skulle forbi lægen og skaffe en henvisning eller selv at skulle betale for behandlingen, som PensionDanmarks københavnske medlemmer benytter.
    Medlemmerne har ofte en hverdag, der stiller krav til fysikken, da de typisk er håndværkere, ansatte i mejeri, gartneri og transport- og lagerbranchen samt medarbejdere inden for servicefag som rengøring, hotel og restauration.

    “Uanset hvad man er beskæftiget med, kan det i værste fald true arbejdsevnen på sigt, hvis man ikke kan bevæge sig uden smerter og gener. Men har man fysisk krævende arbejde, understreger det vigtigheden af at søge hjælp, inden smerterne udvikler sig til noget mere alvorligt,” påpeger Flemming Tovdal Schmidt.

    Han håber, at endnu flere vil benytte mulighederne i sundhedsordningen fremadrettet.

    “Der er store økonomiske og menneskelige omkostninger forbundet med en langtidssygemelding for både den enkelte medarbejder, arbejdsgiveren og samfundet. Derfor vil vi gerne opfordre alle københavnske medlemmer til at søge rettidig hjælp,” siger Flemming Tovdal Schmidt.

    Fakta:

    · Medlemmer af PensionDanmarks sundhedsordning fra København og omegn modtog i 2021 64.724 behandlinger gennem ordningen. Behandlingerne var fordelt på 9.068 personer.

    · Antallet af behandlinger afspejler en stigning på 46,2 procent siden 2017.

    · Sundhedsordningen omfatter – ud over adgang til behandling hos fysioterapeut og kiropraktor uden lægehenvisning og egenbetaling – også gratis adgang til videokonsultationer hos læge og psykolog samt hjælp til hurtig udredning.

    Kontakt:

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund tlf.: + 45 2019 9238 email: uek@pension.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hardtarbejdende-kobenhavnere-passer-bedre-pa-helbredet?releaseId=13655320

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **