PRM / Katastrofe-tal: “De er slet ikke, som jeg håbede”

    Pressemeddelelse fra Danske Professionshøjskoler

    I dag kl. 12 udløb fristen for at søge en videregående uddannelse via kvote 1. Antallet af 1. prioritetsansøgninger til professionshøjskolerne er faldet med 20 pct. sammenlignet med sidste år.

    Og zoomes der ind på uddannelserne på landets professionshøjskoler hæfter Camilla Wang, forkvinde i Danske Professionshøjskoler, sig særligt ved et markant fald i søgningen mod uddannelserne til sygeplejerske og pædagog.

    – Det er en katastrofe og slet ikke, som jeg håbede. Vi må knokle på for vende udviklingen, for jeg tror stadig på, at unge gerne vil være sygeplejersker og pædagoger. Det er meningsfulde fag, hvor man får mulighed for at bruge sin viden til at gå ud og gøre en positiv forskel for andre mennesker, siger Camilla Wang.

    Den faldende søgning er, ifølge Camilla Wang, et alvorligt samfundsproblem med store konsekvenser for velfærdssamfundet, fordi hospitaler og børnehaver ikke kan ansætte nok dygtige og uddannede sygeplejersker og pædagoger.

    Udviklingen skal vendes
    Heldigvis mærker Camilla Wang en stor vilje hos politikere, faglige organisationer, kommuner og regioner til at vende udviklingen. Og hun er klar til at tage sin del af ansvaret:

    – På professionshøjskolerne arbejder vi på at forny og forbedre vores uddannelser og studiemiljøer, så de er så spændende og attraktive som muligt. For eksempel er vi godt på vej med at forny læreruddannelsen, så den bliver mere ambitiøs. Og vi har udviklingsforslag klar, så vi kan gøre det samme med pædagoguddannelsen, siger Camilla Wang.

    Hun understreger, at professionshøjskolerne ikke kan løse rekrutteringsudfordringerne alene. Fx er vi nødt til at tage et opgør med forestillingen om, at det gode liv ligger for enden af en akademisk uddannelse bl.a. hos eleverne på landets største ungdomsuddannelse, det almene gymnasium (stx).

    Undersøgelser viser, at unge ser en akademisk uddannelse på universitetet som det naturlige valg efter gymnasiet – især for de “gode hoveder” med høje snit. Ikke mindst fordi underviserne på gymnasiet, ifølge de unge, taler mest om universitetet.

    – Vi kan se, at unge studievælgere er tiltrukket af, at de på en professionsuddannelse både skal tilegne sig et stærkt teoretisk fundament, og samtidig formå at træde i karakter som menneske og bruge deres viden til faktisk at gøre en forskel for andre. Men det kræver, at de ikke kun hører om universitetet som en god uddannelsesvej, når de skal vælge videregående uddannelse, siger Camilla Wang.

    Fakta om årets søgning:

    • Antallet af 1. prioritetsansøgninger til professionshøjskolerne er faldet med 20 pct. sammenlignet med sidste år. Og med 21 pct. siden 2019.
    • Antallet af 1. prioritetsansøgninger til de fire store velfærdsuddannelser er faldet med hhv. 28 pct. til sygeplejerskeuddannelsen, 19 pct. til pædagoguddannelsen, 17 pct. til socialrådgiveruddannelsen og 12 pct. til læreruddannelsen (19 pct. samlet til de fire store velfærdsuddannelser).

    Kontakt:

    Kommunikationschef Ole Larsen tlf.: 91 54 16 68 email: oll@dkprof.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/katastrofe-tal-de-er-slet-ikke-som-jeg-habede?releaseId=13654997

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **