PRM / Et festfyrværkeri af en Landsstævne-afslutning

    Pressemeddelelse fra DGI

    DGI Landsstævne fik søndag sagt farvel til Svendborg og på gensyn i Vejle med et festfyrværkeri af et afslutningsshow. Over 8000 idrætsudøvere, herunder 5.700 efterskoleelever, var med i showet og Car Park North spillede live.

    Gennem fire dage har de 20.743 Landsstævnedeltagere i både strålende sol og i plaskregn prøvet kræfter med et væld af idrætter og nydt det pulserende liv i Svendborg midtby.

    Inden Landsstævneflaget blev taget ned var der taler af både DGI's formand Charlotte Bach Thomassen og statsminister Mette Frederiksen.

    Statsministeren: Idræt binder os sammen

    Statsminister Mette Frederiksen hyldede i sin tale både Landsstævne-deltagerne, publikum og arrangørerne. Og hun slag fast, at det er i idrætten, de stærkeste fællesskaber er.

    "Landsstævnet er en stor fejring af det som idrætten er og det idrætten kan. Hvad den gør ved os, når vi træner sammen, sveder sammen, falder sammen. Det er godt for vores krop og vores sjæl. Og der er næsten ikke noget som idræt, der kan binde os mennesker sammen," sagde Mette Frederiksen.

    Til Landsstævnet har 4.500 frivillige gjort en kæmpe indsats for at få det hele til at løbe rundt. Og både til dem og til alle de tusinder af frivillige i idrætsforeninger havde statsministeren en særlig hilsen.

    "Alle jer, der er frivillige. I er vores andres helte. Det er ligegyldigt hvad I laver, hvis vi ikke havde jer, så havde vi ikke nogen idræt i Danmark, så ville vi ikke have nogen fest i dag," sagde Mette Frederiksen.

    Idrætsforeninger betyder nærmest alt

    Efter Afslutningsshowet mødte statsministeren unge fra det såkaldte efter-efterskolehold, der fortalte om deres Landsstævneoplevelser.

    Og Mette Frederiksen var ikke i tvivl om idrætsforeningernes betydning.

    "Det betyder nærmest alt. Det betyder både noget på den store klinge, strukturelt og principielt, og så betyder det rigtig meget for os som mennesker. Jeg ved det, for jeg kommer selv ud af foreningsdanmark," sagde statsministeren.

    Landsstævnet har været en bølge

    DGI's formand Charlotte Bach Thomassen sagde i sin tale til afslutningen, at Landsstævnet har været en kæmpe bølge af idræt og motion, musik og fest, tradition og tendenser, krop og sjæl, fordybelse og vildskab.

    "Lige om lidt sidder vi på vej hjem. Med hovedet fyldt af indtryk. Vi skal hjem til hverdagen. Her er idrætsforeningerne vores bedste ramme for mangfoldige fællesskaber. I et foreningsliv, som er en hjørnesten i vores demokrati," sagde Charlotte Bach Thomassen.

    Vi ses i Vejle

    Landsstævnet i Svendborg blev udskudt til fra 2021 til 2022 på grund af corona-pandemien. Derfor er der kun tre år til det næste Landsstævne, som Vejle Kommune bliver hjemsted for.

    "Allerede om 3 år mødes vi igen. Til DGI Landsstævne i Vejle. Jeg glæder mig helt vildt," sagde Charlotte Bach Thomassen.

    Fakta om DGI Landsstævne:

    • DGI Landsstævne er Danmarks største idrætsfestival med 20.743 deltagere, over 30 idrætter, flere end 400 aktiviteter og 40 koncerter.
    • Deltagerne kommer fra hele Danmark. Halvdelen er 23 år eller yngre.
    • Landsstævnet giver deltagerne mulighed for at prøve kræfter med de nyeste idrætstrends - fra combat archery over roundnet til SUP yoga.
    • 5.700 efterskoleelever fra 60 efterskoler er med til DGI Landsstævne og opfører showet Klodeværk tre gange.
    • DGI og Svendborg Kommune står bag DGI Landsstævne 2022. Der er fokus på bæredygtighed, bl.a. er målet at 60 % af al indsamlet affald genbruges eller genanvendes.

    Kontakt:

    Formand Charlotte Bach Thomassen tlf.: 30283295 email: charlotte.bach.thomassen@dgi.dk

    Pressechef Majbritt Andersen tlf.: 21294115 email: majbritt.andersen@dgi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/et-festfyrvaerkeri-af-en-landsstaevne-afslutning?releaseId=13654912

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **