PRM / Nu stiger ledigheden – men fra et lavt niveau

    Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation

    Den registrerede ledighed (bruttoledigheden) steg med 800 fuldtidspersoner i maj 2022. Der er aktuelt 71.300 bruttoledige fuldtidspersoner, svarende til 2,5 pct. af arbejdsstyrken. Det er fortsat omkring det laveste antal bruttoledige siden efteråret 2008 – lige før finanskrisen ramte.

    – Stigningen i ledigheden i maj skal ses i lyset af tilgangen af fordrevne personer fra Ukraine. Antallet af ledige ukrainere under særloven er steget med 1.800 fra april til maj, siger Mette Hørdum Larsen.

    – Generelt er der stadig godt gang i arbejdsmarkedet med mange jobåbninger og gode muligheder for, at de ledige kan komme i arbejde.

    – Krigen i Ukraine vurderes ikke allerede at have slået voldsomt igennem på arbejdsmarkedet. Men med udsigt til en afmatning i dansk økonomi – ikke mindst som konsekvens af krigen og de kraftigt stigende priser – så må vi også forvente, at fremgangen på arbejdsmarkedet bremser op den kommende tid.

    – På nuværende tidspunkt ligger det dog ikke i kortene, at vi står overfor massive afskedigelser, siger Mette Hørdum Larsen og fortsætter,

    – Vi kan glæde os over, at vi kommer fra et stærkt udgangspunkt. Opsvinget i kølvandet af coronakrisen har betydet, at mange ledige har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet. Nu gælder det ikke mindst om at fastholde dem, og samtidig give endnu flere muligheden for at få fodfæste på arbejdsmarkedet – fx de mange fordrevne ukrainere.

    Kontakt:

    FH’s pressetelefon

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-stiger-ledigheden-men-fra-et-lavt-niveau?releaseId=13654705

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **