PRM / Aarhusianske erhvervskapaciteter tiltræder lufthavnsbestyrelse

    Pressemeddelelse fra Aarhus Airport

    I 2019 vedtog Aarhus Airport A/S en strategi, der skal tredoble lufthavnens passagertal til 1,5 millioner passager. Det bliver en delvist ny bestyrelse, der kommer til at eksekvere strategien med den erfarne bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen for bordenden. Lars Dige Knudsen, som blev valgt ved generalforsamlingen den 24. juni, kommer med en baggrund fra blandt andet Martin/Harman, hvor han igennem 21 år var henholdsvis CFO og senest CEO hos Martin Professional, inden karrieren landede på strategisk rådgivning inden for investering i boligudlejningsejendomme og professionelt bestyrelsesarbejde. I dag bestrider han tunge bestyrelsesposter som formand for blandt andet AART architects, Pascal og Patrade. Den afgående bestyrelsesformand Peter Volquards Ekstrøm giver trygt taktstokken videre.

    “Lars har de rette kompetencer, erfaringer og forståelse for den komplekse forretning, som Aarhus Airport er. Han er indbegrebet af grundighed og struktur. Samtidig er han anerkendt for sin høje integritet og er solidt forankret i det østjyske. Lars kan føre Aarhus Airport sikkert videre sammen med resten af bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne”, siger Peter Volquards Ekstrøm om sin aftager til formandsposten.

    Peter Volquards Ekstrøm fortsætter sit arbejde i bestyrelsen som næstformand. Lars Dige Knudsen tiltræder officielt den 1. juli 2022 og ser frem til at påbegynde arbejdet med at folde lufthavnens potentiale ud.

    “Aarhus er Danmarks næststørste vækstcenter, og byen efterspørger en velfungerende lufthavn, der kan understøtte Østjyllands fortsatte erhvervsudvikling samt øge tiltrækningen af kompetencer og internationale turister. Lufthavnen har gennemgået en utrolig forandring over de seneste år, og vi står nu med en moderne lufthavn med skarpt fokus på gode passageroplevelser. Der ligger et kolossalt potentiale i Aarhus Airport, som vi skal arbejde benhårdt på at forløse. Jeg er sikker på, at lufthavnen, med ejerkredsen og Østjyllands stærke erhvervsliv i ryggen, går en lys fremtid i møde”, siger den nyudnævnte bestyrelsesformand i Aarhus Airport A/S, Lars Dige Knudsen.

    Poul Dalsgaard slutter sig også til bestyrelsen i Aarhus Airport A/S

    Samtidig med den nye formand tiltræder Poul Dalsgaard ligeledes bestyrelsen i Aarhus Airport A/S. Poul Dalsgaard er direktør i Erhverv Aarhus og bibringer et meget stort netværk samt stærke relationer til Aarhusregionens erhvervsliv.

    “Poul Dalsgaard er kommercielt dybt kompetent og professionel, og han skaber således de rette forudsætninger for, at Aarhus Airport A/S kan koordinere og imødekomme erhvervslivets behov for direkte forbindelser ud i verden”, tilføjer Peter Volquards Ekstrøm.

    Bestyrelsen består derudover af Jens Blomgreen Hansen, partner og advokat hos Kromann Reumert og Bente H. Steffensen, tidligere direktør i Erhverv Aarhus samt tre medarbejderrepræsentanter.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aarhusianske-erhvervskapaciteter-tiltraeder-lufthavnsbestyrelse?releaseId=13654632

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **