PRM / Frilandsmuseets Frøsnapper-by får nyt liv af Nordea-fonden

    Pressemeddelelse fra Frilandsmuseet – Det gamle Danmark

    Frilandsmuseet, der er en del af Nationalmuseet, har de seneste fire år dannet ramme om børnefestivalen Frøsnapperfestival. I museets stationsby kan børn opleve Ole Lund Kirkegaards litterære fantasi-univers i form af teater og aktiviteter, der bringer legendariske figurer som Lille Virgil, Smeden og Næsehornet Otto til live. Det er et univers, der lægger op til leg og kreativitet, hjulpet godt på vej af inspiration fra Ole Lund Kirkegaards historier.

    Nu har Frilandsmuseet med en bevilling fra Nordea-fonden på 8,2 millioner kroner, fået muligheden for at føre visionen om et permanent Frøsnapper-univers ud i livet.

    “Frøsnapper-universet er et ambitiøst projekt, som vil give 0-6årige børn plads til fri leg og kreative oplevelser. Ole Lund Kirkegaards magiske historier byder børnene velkomne til at gå på opdagelse, sanse, bygge huler, klatre og være sammen om at fantasere – aktiviteter, som vi tror på, er med til at hjælpe flere børn godt på vej,” fortæller Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

    Nordea-fondens bevilling muliggør, at frilandsmuseet kan åbne et stort udendørs legeunivers, der er skræddersyet til de 0-6årige og deres nærmeste relationers fysiske leg og kreative udfoldelse. De 18.000 m2 i Frilandsmuseets stationsby skal omdannes til forfatterens ikoniske og idylliske landsbyer ude på landet med blandt andet æblehaver, et hønsehus, huler og et cirkustelt.

    “Ole Lund Kirkegaards historier vidner om en epoke i dansk kulturhistorie, hvor frihed og fællesskab var i fokus, og hvor mange kæmpede for at bruge kreativiteten til at skabe åbne og mere legende samfund. Det er denne del af danmarkshistorien, der vækkes til live i det kommende univers, der inspirerer til leg og kreativitet.” fortæller Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.

    Børnene er hovedpersoner

    Som i Ole Lund Kirkegaards fantastiske fortællinger er børnene også i centrum i det nye univers. I den nye by bliver der skabt et fysisk legemiljø i den børnelitterære og historiske ånd, som forfatteren repræsenterer. Her får børnene et uderum til kreativitet, fantasi og historier, der udgør et solidt tilbud til udendørs leg året rundt, og et godt alternativ til prædefinerede digitale platforme.

    “De yngste børn har brug for fysiske rammer og voksne, der støtter dem i at udvikle deres kreativitet og lege-kompetencer. Frøsnapper-universet bliver et børnevenligt udflugtsmål for daginstitutioner, familier og alle andre, der elsker Ole Lund Kirkegaards historier” fortæller museumsinspektør og projektleder, Signe Lykke Littrup.

    Frøsnapper-universet på Frilandsmuseet forventes at være klar til fri leg i 2024.

    Kontakt:

    Markedsførings- og presseansvarlig Brittany Overgaard tlf.: 41 20 64 18 email: brittany.overgaard@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/frilandsmuseets-frosnapper-by-far-nyt-liv-af-nordea-fonden?releaseId=13654484

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **