PRM / Naturkrisen kan blive dyrere for danske virksomheder end klimakrisen

    Pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden

    Ifølge World Economic Forum udgør tab af biodiversitet en af de største globale økonomiske risici over de næste ti år. Danske virksomheder påvirker biodiversiteten på flere områder, både via deres globale værdikæde og i en lokal dansk kontekst.

    “Vores research viser, at de danske virksomheder – på tværs af brancher – sætter et stort naturmæssigt fodaftryk både herhjemme og i udlandet. Det betyder også, at de danske virksomheder står i en sårbar situation, når naturen forsvinder. Tabet af natur globalt vil medføre stigende råvarepriser, vandmangel og et behov for at skifte til nye produktionsmetoder. Hvis vi ikke får vendt udviklingen, vil naturtabet derfor blive både dyrt og besværligt for mange virksomheder – og befolkningen som helhed,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

    WWF og Bain har i forbindelse med rapporten talt med 44 af de største danske virksomheder, og deres research viser, at kun en ud af ti af de danske virksomheder har en strategi for biodiversitet.

    “Det er de færreste danske virksomheder, der har reageret systematisk på den trussel, som naturkrisen udgør, og endnu færre er opmærksomme på de interessante forretningsmuligheder, der er forbundet med den omstilling der nødvendigvis skal ske. At blot 10 procent af vores større virksomheder har en strategi for biodiversitet, udgør en betydelig risiko for virksomhederne – men også for det danske samfund og faktisk kloden som helhed. Vi har alle en moralsk forpligtelse, og ligeledes en forretningsmæssig mulighed,”siger Torsten Hvidt, Senior Partner i Bain & Company.

    Meget tyder på, at biodiversitetskrisen kan vise sig at overstige de udfordringer og omkostninger, som vi i dag står over for i forbindelse med klimakrisen. Ifølge rapporten er det dog muligt for de danske virksomheder at bidrage til at vende udviklingen. Det er ikke kun godt for naturen, men kan også skabe ekstra værdi på bundlinjen.

    Ifølge World Economic Forum har natur-positive virksomheder en forretningsmæssig fordel. De vurderer, at en global overgang til en mere natur-positiv tilgang vil resultere i årlige forretningsmuligheder til en værdi af 10,1 billioner amerikanske dollars i 2030.

    “Fra politisk hold er man i stigende grad opmærksom på de udfordringer, naturkrisen medfører, og derfor vil danske virksomheder stå ekstra stærkt, hvis de formår at takle udfordringerne og vise vejen, inden der vedtages reel lovgivning på området. Den gode nyhed er, at vi allerede har en lang række værktøjer og løsninger, som de danske virksomheder kan tage i brug. Jo hurtigere vi kommer i gang, jo bedre står vi rustet til fremtiden,” siger Bo Øksnebjerg og tilføjer:

    “Og så er det heldigvis også en rigtig god forretning at tage ansvar og indføre løsninger, der er i pagt med naturen og ikke i kamp med naturen”.

    Rapporten fra WWF Verdensnaturfonden og Bain & Company viser blandt andet, at de danske virksomheder ikke føler, at de har et stort nok kendskab til naturkrisen og de initiativer, der kan bidrage til at vende udviklingen. Det er også erfaringen hos Dansk Industri, hvor man ikke i tvivl om, at de danske virksomheder har en stor opgave foran sig i forhold til naturkrisen.

    “Vi skal gøre, hvad vi kan for at vende udviklingen, så vi undgår, at planter, dyr og naturværdier går tabt. For virksomhederne kan det være vanskeligt at få det fulde billede af, hvordan et produkt påvirker natur og biodiversitet – særligt hvis der fx er brugt råvarer fra lande, hvor data er sparsomme. Men danske virksomheder er i fuld gang med at skabe cirkulære forretningsmodeller og sætte målsætninger for klimaet. Mange af de initiativer er også med til at reducere aftrykket på naturen,” siger Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri.

    Hovedbudskaber fra rapporten: Danish business & the biodiversity crisis

    • Hvis vi ikke gør noget for at stoppe naturødelæggelsen inden 2030, kan det risikere at koste op til halvdelen af den globale BNP.
    • Danske virksomheder påvirker biodiversiteten på flere områder. Det sker primært via deres globale værdikæde, men også i en lokal dansk kontekst.
    • Cirka 70 procent af de danske virksomheder ser biodiversitetstab som en trussel mod deres forretning, men kun 10 procent af dem har sat konkrete mål til at adresse krisen.
    • Der er nye metoder og værktøjer på vej, der kan hjælpe virksomheder til at takle biodiversitetskrisen, men allerede nu findes der en række værktøjer, som de danske virksomheder med fordel kan bruge til at sætte gang i en mere naturpositiv udvikling.

    Rapporten er baseret på input fra 44 af de største danske virksomheder og en række dybdegående interviews med danske virksomhedsledere.

    Du kan læse et resume af rapporten på dansk her og hele rapporten på engelsk her.

    23. august afholder WWF Verdensnaturfonden og Bain & Company et webinar med udgangspunkt i rapportens resultater. Man kan tilmelde sig her.

    Naturpositiv
    En naturpositiv tilgang er en tilgang, hvor man ikke kun minimerer påvirkningen på naturen, men også øger klodens og samfundets modstandsdygtighed.

    Om WWF Verdensnaturfonden
    WWF Verdensnaturfonden er den danske del af World Wide Fund for Nature, der er en af verdens største og mest indflydelsesrige miljø- og naturbeskyttelsesorganisationer med kontorer i mere end 100 lande. Globalt har WWF mere end fem millioner støtter, og vi arbejder på cirka 1.200 projekter. Vores mission er at bygge en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen.

    Om Bain & Company
    Bain & Company er en global management konsulentvirksomhed, der hjælper nogle af verdens mest ambitiøse virksomheder med deres vigtigste problemstillinger. I Norden er vi flere end 500 medarbejdere, der arbejder sammen på tværs af vores kontorer i Stockholm, København, Oslo og Helsinki. Ved at kombinere vores stærke nordiske rødder og lokale viden med et globalt netværk og videnbank løser vi komplekse problemstillinger for kunder i ind- og udland og giver dem det bedste fra begge verdener.

    Vores 10-årige forpligtelse til at investere mere end $1 milliard i pro bono-tjenester bringer vores talent, ekspertise og indsigt til organisationer, der tackler nutidens presserende udfordringer inden for uddannelse, racelighed, social retfærdighed, økonomisk udvikling og miljø.

    Kontakt:

    Head of Press & Media Mai-Britt Noe tlf.: +45 28 93 63 28 email: mai-britt.noe@wwf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/naturkrisen-kan-blive-dyrere-for-danske-virksomheder-end-klimakrisen?releaseId=13654455

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **