PRM / Her er finalisterne til DM i Debat 2022

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Politiken kårer igen i år landets skarpeste unge debattør til Danmarksmesterskabet i Debat. 32 unge debattører startede til de indledende runder i København, hvor otte gik videre til semifinalerne på Folkemødet på Bornholm. Efter dagens semifinale er de fire finalister nu fundet: Simon Fendinge Olsen fra Liberal Alliances Ungdom, Maria Ladegaard fra Venstres Ungdom, Jakob Bonde Nielsen fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Carl Emil Lind Christensen fra Dansk Metal Ungdom.

    Med DM i Debat ønsker DUF at sætte fokus på den gode politiske debat og give flere unge lyst til at sætte deres mening om samfundet i spil. For selvom bølgerne kan gå højt i kampens hede, så er det vigtigt at kunne lytte, forholde sig forstående til sine modstanderes synspunkt og ikke mindst holde en pæn tone, hvis man vil blive den bedste debattør.

    Derfor har samtlige deltagere ved dette års DM i Debat underskrevet et debatløfte, som forpligter dem til at have en respektfuld og konstruktiv debat. Debatløftet består af fire punkter: 1. Hav øje på bolden, ikke personen, 2. Hold en respektfuld tone, 3. Giv plads og 4. Anerkend din moddebattør. Debatløftet kommer på initiativ af DUF og Politiken for at lade de unge debattører være frontløbere for en bedre offentlig debat.

    Et løfte, som årets semifinalister til fulde levede op til.

    “Jeg synes, at deltagerne i dette års semifinale igen viste sig enormt dygtige til at lytte og få nuancerne med i debatterne. Det kan de voksne politikere og debattører lære meget af i en tid, hvor flere og flere unge får mindre lyst til at give deres mening til kende på grund af tonen i den offentlige debat.” udtaler Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.

    I finalen, som finder sted i morgen lørdag d. 18. juni på Folkemødet på Bornholm, deltager Carl Emil, Jakob, Maria og Simon. Det er på Politikens Scene kl. 15.00.

    Fakta om DM i Debat:

    • DUF og Politiken har siden 2011 afholdt DM i Debat med det formål at give unge en platform til at udbrede deres holdninger, værdier og ideologiske grundlag.
    • Blandt tidligere vindere af DM i Debat finder man blandt andre Peter Hummelgaard Thomsen (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), Gry Möger Poulsen (fhv. Socialistisk Folkepartis Ungdom), Morten Dahlin (Venstres Ungdom), Morten Ryom (Erhvervsskolernes Elev-Organisation), Lawand Hiwa Namo, meningsdanner og tidligere elev på Politikens Debattør- og kritikerskole, og Alex Vanopslagh (Liberal Alliances Ungdom).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/her-er-finalisterne-til-dm-i-debat-2022?releaseId=13653746

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **