PRM / Dansk Handicap Forbund og Syddansk Universitet tester robotteknologi som ny genoptræningsform

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    De sundhedsvidenskabelige forskere skal i samarbejde med tekniske og humanistiske forskere fra tre af SDU’s fakulteter sammen gennemføre en række kliniske, tekniske og humanistiske forsøg og finde frem til, om robottræningen har den ønskede effekt, som indledende test af robotten hidtil har vist tegn på. I givet fald kan den gøre stor gavn på handicapområdet.

    Projektet bygger videre på SDU’s pilotstudie, hvor en kørestolsbruger med delvis kronisk lammelse efter en hjerneblødning kunne rejse sig selv op og begynde almindelig træning efter tre måneder med SDU’s specielle robottræning.

    I det nye projekt vil 35 forsøgspersoner gennemgå et tilsvarende træningsforløb for at afklare, om der er evidens for robottræningens effekt. Her er det den humanistiske forskning, der også spiller ind, og er med til at gøre robotten til en, så at sige, mentalt usynlig hjælper for mennesker med handicap. Hvis der viser sig at være evidens for robottræningens effekt, kan det forventes, at projektet vil være med til at ændre måden, hvorpå man tænker genoptræning, da metoden hviler på teknologi, der er så billig og nem at bruge, at den kan gøres
    tilgængelig for alle.

    Hvis resultaterne fra pilotstudiet kan reproduceres i stor skala, kan mange af de hårdest ramte mennesker med handicap blive selvhjulpne, og kommunerne kan spare millioner på hjælp og pleje for hver eneste borger, der bliver mere selvhjulpen. Projektet gennemføres delvist hos Dansk Handicap Forbund i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup, og delvist i Odense, hvor SDU’s tværfaglige miljø, Trinity, udvikler og tester ny tværfaglig bevægelsesteknologi til mennesker.

    Direktør for Dansk Handicap Forbund, Jens Bouet, udtaler: “Vi har indgået et samarbejde med SDU om lige netop dette projekt på grund af målgruppen forskningen omfatter. Det foreløbige studie har vist gode resultater for en enkeltperson, og vi tror på, at robottræning kan gøre en forskel for endnu flere mennesker med bevægelseshandicap. Derfor er vi nu med til at undersøge effekten yderligere, for at kunne gøre robotteknologien mulig i træning og rehabiliteringen for vores medlemmer.

    FAKTABOKS:

    Med robotten som træningspartner:

    SDU er førende i robotforskning og har i over 15 år udviklet og undersøgt mange forskellige robotter til sundhed, velfærd og træning. SDU har flere gange vist, hvordan robotters fleksibilitet, nøjagtighed og tålmodighed kan gøre dem til gode træningspartnere for både sportsfolk og astronauter, men mest interessant: For personer der skal genoptrænes efter ulykker og sygdomme.

    Enkelthed giver tilgængelighed:

    Hvor andre fokuserer på komplicerede og dyre exoskeletter, der påspændes kroppen, og robotarme som træningspartner, har SDU insisteret på at forfølge den enkle og billige løsning, hvor træningens kraft og bevægelse overføres gennem en line, snor eller reb. Denne løsning er billig og simpel nok til at nå ud til langt flere personer, der har behov for effektiv genoptræning. Ved at bruge viden om avanceret eksperimentel robotstyring på et simpelt snoretræk, er der skabt en teknologi, der kan hjælpe de ramte personer med at træne effektivt, uden at maskinen koster en formue. På den måde er der skabt en ny og interessant teknologi, der nu testes for dens kliniske effekt og med tiden, kan nå ud til alle.

    Tværfaglighed mellem Humaniora, Træning og Teknik er nøglen til succes:

    I træningsrobotter arbejder mennesket og robotten sammen om at skabe bevægelsen. Ikke kun fordi mennesket programmerer robotten, men især fordi mennesket og robotten kommunikerer gennem kroppens bevægelse; ligesom når to mennesker danser. SDU’s strategiske investering i at kombinere forskning fra det Tekniske, Sundhedsvidenskabelige og Humanistiske Fakultet i den tværfaglige satsning Trinity, har skabt den perfekte platform for denne type projekter, og de 35 forsøgspersoner kommer til at møde både interaktionsforskere, træningsforskere og robotforskere, når de besøger SDU’s laboratorier.

    Video om SDU’s tværfaglige Trinity satsning: https://sdu1.23video.com/secret/74743097/b80f353f391ae3ccf09ac8fc0b058837

    Kontakt:

    Direktør Jens Bouet, Dansk Handicap Forbund. Mail: jens@danskhandicapforbund.dk.

    Lektor Anders Stengaard Sørensen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Det Tekniske Fakultet, SDU. Mail: anss@mmmi.sdu.dk

    Professor Anders Holgaard, Larsen, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU. Mail ahlarsen@health.sdu.dk

    Lektor Jakob Lindberg Nielsen, Institut for idræt og biomekanik, SDU. Mail: jakobnielsen@health.sdu.dk

    Professor Gitte Rasmussen, Institut for Sprog og Kommunikation, Det Humanistiske Fakultet, SDU. Mail: gitter@sdu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-handicap-forbund-og-syddansk-universitet-tester-robotteknologi-som-ny-genoptraeningsform?releaseId=13653725

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **