PRM / Privat import af lattergas fører til store bøder

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    Misbrug af lattergas som rusmiddel kan give alvorlige skader. I dag er det derfor kun lovligt at købe maksimalt to små patroner med lattergas ad gangen for at forhindre særligt unge i misbrug. Patronerne er beregnet til flødeskumssiffoner, og lattergassen er forskellig fra den lattergas, der er et lægemiddel, og som kendes fra eksempelvis tandlægen.

    Private er afsløret i at importere større mængder af lattergas via webhandel eller ved grænsen:

    – Vi vil gerne advare alle private borgere. Import af store mængder lattergas er ulovligt og bliver straks meldt til politiet. Man skal ikke tro, at import er lovligt, selvom nogle udenlandske butikker kan finde på at reklamere på dansk for salg af store dåser med lattergas, siger Maibrit Brandt, direktør i Sikkerhedsstyrelsen.

    En borger, som blev stoppet ved grænsen, fik for nylig en bøde på 30.000 kroner for at forsøge at fragte en kasse med 42 dåser lattergas over grænsen. En anden borger, som havde indkøbt 100 små lattergaspatroner, der blev opdaget i posten af Toldstyrelsen, har modtaget en bøde på 15.000 kroner.

    – I Danmark har Folketinget vedtaget lattergasloven for at beskytte særligt unge mod misbrug af lattergas. Toldstyrelsen har øjnene åbne, og vi forfølger alle, som bryder reglerne. Det er både dumt og dyrt at forsøge, siger Maibrit Brandt.

    Bødernes størrelse afhænger af mængden af lattergas, der ulovligt forsøges importeret til Danmark. Hvis mængden vurderes at være til videresalg vil bøden kunne begynde ved 50.000 kroner.

    Kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund, siger:
    – De seneste par år har tolderne set indtil flere eksempler på ulovlige forsøg på indførsel af lattergas på grænsen til Danmark. Hvad enten det er store eller mindre mængder af fx lattergaspatroner, er det både farligt og ulovligt at indføre, og derfor tilbageholder vi lattergassen på vegne af Sikkerhedsstyrelsen, der er ansvarlig myndighed på området.

    Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer lattergasloven online og på sociale medie samt ved fysiske kontroller i butikker og kiosker.

    Fakta om lattergas som rusmiddel:

    • Det kan have alvorlige konsekvenser for helbredet, hvis man indtager lattergas fra gaspatroner, der er produceret og tiltænkt industrielle formål.
    • Misbrug af lattergas kan give skader på hjerne og nervesystem, som for eksempel føleforstyrrelser, koordination- og balanceproblemer og nerveskader.
    • I yderste konsekvens, ved vedvarende inhalation og især ved blandingsbrug med andre rusmidler, kan ren lattergas medføre dødsfald, fordi mangel på ilt kan betyde, at man bliver kvalt. Når den tryksatte lattergas frigives, er gassen endvidere ekstrem kold, og gassen kan forårsage forfrysninger i mund, lunger og stemmebånd
      Kilde: Sundhedsstyrelsen, FAQ om lattergas som rusmiddel.

    Yderligere oplysninger:

    Sikkerhedsstyrelsens pressevagt tlf. 2238 4451
    Toldstyrelsens pressevagt tlf. 7222 1200

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/privat-import-af-lattergas-forer-til-store-boder?releaseId=13652991

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **