PRM / Regionsrådet klar med sommerpakke til fødeområdet

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Der er en sommerpakke på vej til alle medarbejdere på fødeområdet i Region Sjælland. Det er kendsgerningen, efter regionsrådet har sat 5 millioner kroner af til formålet.

    Prioriteringen af fødeområdet sker for at imødekomme en sommer med særlige udfordringer, hvor regionen på grund af mangel på personale på fødeafdelingen i Roskilde er nødt til at flytte en række fødsler til de tre andre fødeafdelinger de kommende måneder.

    Regionsrådet håber, at sommerpakken kan bidrage til at gøre det mere attraktivt at arbejde på fødeafdelingerne i Roskilde, Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster til gavn for både fødende og medarbejderne.

    - Vores dygtige personale på fødeafdelingerne yder hver dag en stor indsats med at sikre, at de gravide og fødende i Region Sjælland får en god og tryg oplevelse, og derfor er der generelt stor tilfredshed med at føde på regionens fødeafdelinger i Slagelse, Holbæk, Roskilde og Nykøbing Falster, siger regionsrådsformand Heino Knudsen og forklarer videre:

    - Der er en særlig udfordring på fødselsområdet i Region Sjælland i løbet af sommeren. Vi synes, det er rimeligt, at vi ser på, om vi kan gøre det mere attraktivt for alle faggrupper, det vil sige både jordemødre, fødselslæger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer, at bidrage i denne særlige situation.

    Indkalder til forhandlinger
    Sommerpakken kan blandt andet gå til at gøre det mere fordelagtigt for medarbejderne på fødeområdet at stå yderligere til rådighed, for eksempel ved at tage ekstravagter.

    De relevante faglige organisationer indkaldes nu til forhandlinger om, hvordan sommerpakken skal udformes, og hvad pengene skal gå til.

    - Det er vigtigt, at vi får medarbejdernes indspark til, hvordan vi kan få størst gavn af sommerpakken. Fra regionsrådets side er vi optaget af, at pengene i så høj grad som muligt bidrager til fødsler af høj kvalitet og til at forbedre personalets arbejdsvilkår, siger Heino Knudsen.

    Sommerpakken finansieres via den fødselsaftale, der for nylig er indgået på Christiansborg som en del af finanslovsforhandlingerne. Der er blandt andet sat en pulje af på 51,1 millioner kroner til en rekrutterings- og fastholdelsespakke i 2022, hvoraf Region Sjælland råder over 7,7 millioner kroner. Heraf går 5 millioner kroner til en sommerpakke, mens de resterende penge endnu ikke er udmøntet. Den nationale fødselsaftale indeholder derudover midler til en række andre initiativer.

    Ny fødeplan er på vej
    En sommerpakke skal bidrage til en styrkelse af fødeområdet her og nu. Region Sjælland er også ved at udarbejde en ny fødeplan, som på den lange bane skal sikre gode forhold for de fødende og for medarbejderne på fødeområdet.

    - En ny fødeplan er hjørnestenen i at sikre et godt arbejdsmiljø for ansatte på fødeafdelingerne samt et godt og nært fødetilbud af høj kvalitet til de fødende kvinder. Vi er glade for det gode samarbejde med medarbejderne og de faglige organisationernes om at sikre rette rammer for fødeområdet i Region Sjælland, siger Anne Møller Ronex, 1. Næstformand og formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland.

    Fødeplanen, der ventes politisk vedtaget omkring årsskiftet, vil tage udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens 'Anbefalinger for svangreomsorgen' fra 2021 og Sundhedsstyrelsens 'Anbefalinger for organisering af fødetilbud' fra 2021.

    Kontakt:

    Heino Knudsen, regionsrådsformand, 51 14 54 96
    Anne Møller Ronex, 1. Næstformand og formand for Sygehusudvalget, 21 22 56 10

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regionsradet-klar-med-sommerpakke-til-fodeomradet?releaseId=13652885

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **