PRM / Vil gøre sommermenuen grønnere og relancerer grillpølser med ny ingrediens

    Pressemeddelelse fra Meyers

    Fremtidens pølse er med flækærter

    Langt de fleste danskere vil gerne spise grønnere, men særligt den klassiske grillmiddag kan være en kødtung affære. Med en ambition om at give de danske bælgfrugter en mere fremtrædende rolle på middagsbordene, relancerer Meyers nu deres to grillpølser med en helt ny ingrediens:

    “Vi ved, at pølser har en stor plads i danskernes madhjerte, og derfor har vi brugt lang tid på at udvikle, teste og tilsmage, så vi fandt en opskrift med den helt rette balance mellem kød og bælgfrugter,” fortæller gastronomisk udvikler og manden bag opskrifterne, Christophe Miolane.

    For Meyers er det afgørende, at pølserne bevarer deres oprindelige udtryk og smag, men at man samtidig kan udnytte bælgfrugternes potentiale til at gøre pølserne endnu bedre:

    “Efter timer ved pølsestopperen fandt vi frem til, at kogte flækærter giver en helt særlig saftighed og kompleksitet til den samlede smagsoplevelse – samtidig med, at man tydeligt kan smage æble, bacon og peber i grillpølsen og cheddar og vesterhavsost i ostepølsen”, uddyber Christophe Miolane.

    Klassisk håndværk med en ny, grøn agenda

    Udviklingen af pølserne er sket med baggrund i en lang tradition for at arbejde med pølsemageri i Meyers – både i form af en dedikeret pølsekogebog og på pølsekurser for private i Meyers Madhus. Med relanceringen håber Christophe Miolane at kunne overbevise de klassiske hotdogentusiaster om, at fremtidens pølse er med flækærter:

    “Vi har arbejdet med pølsemageri i mange år, og derfor har det været en sjov udfordring at forene et så klassisk håndværk med moderne, grønnere spisevaner. Jeg er virkelig stolt af det endelige produkt og glæder mig til at forbrugerne skal smage de nye pølser”, fortæller Christophe Miolane.

    De nye pølser kommer som led i Meyers bæredygtighedsstrategi om blandt andet at skrue ned for animalske proteiner og op for de grønnere proteinkilder i hele Meyers. I den forbindelse relancerede Meyers Consumer Food tidligere på året deres serie af færdigretter, der nu indeholder endnu flere bælgfrugter og grøntsager og er pakket i bakker af 65-72% genbrugsplast.

    “Vores fokus på at arbejde med grønne proteiner gælder både i udviklingen af nye produkter, men i høj grad også ved, at vi kontinuerligt kigger på vores nuværende sortiment og spørger os selv: Hvordan kan vi få det til at blive et endnu bedre produkt både for forbrugeren og for klimaet? Det er de nye pølser med flækærter et rigtig godt eksempel på”, slutter direktør for Meyers Consumer Food, Anne Luise Deleuran.

    Fakta

    • Siden Meyers i efteråret 2020 udgav bogen ‘Grønne Proteiner‘ med over 150 opskrifter, har bælgfrugter været i fokus i alt fra madkurser og kantiner til restauranter og events.
    • Indsatsen for at få flere bælgfrugter på danskernes tallerkner er en del af den samlede bæredygtighedsstrategi,
      som Meyers lancerede i efteråret 2021. En af målsætningerne er at reducere aftrykket fra de råvarer, vi bruger, med 50% inden 2030 og 30% inden 2025 per kg mad, hvilket flere bælgfrugter i både køkkener og produkter kan bidrage til.

    • I maj 2022 relancerer Meyers to økologiske pølser: en grillpølse med grisekød, æble, bacon og peber og en ostepølse med grisekød, oksekød, cheddar og vesterhavsost. Begge pølser er 100% økologiske og produceret i Danmark af dygtige pølsemagere.
    • Fælles for de to pølsevarianter er, at en del af kødet er erstattet med flækærter, hvilket både er godt for mæthedsfølelsen, sundheden og klimaet.
    • Pølserne er et resultat af en ambition hos Meyers om at tilbyde flere grønne og bæredygtige convenienceprodukter i dagligvarehandlen. Pølserne kan købes i Irma fra uge 20.

    Kontakt:

    Sara Brink Larsen email: sabr@meyers.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vil-gore-sommermenuen-gronnere-og-relancerer-grillpolser-med-ny-ingrediens?releaseId=13652386

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **