PRM / Danmark kan blive Europas elektriske supermagt

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Klimakrise, afhængighed af naturgas og høje energipriser. Grøn omstilling er mere akut end nogensinde, og det er på det bagtæppe, Green Power Denmark i dag afholder sit første topmøde under overskriften: Danmark - Europas elektriske supermagt. Green Power Denmarks administrerende direktør, Kristian Jensen opfordrer nu til konkret handling.

    - Det er tid til at stoppe ambitionskapløbet. Vi skal ikke lægge flere gigawatt på gigawatt og strategier for planer - nu er tiden kommet til konkret handling, siger han.

    Forud for topmødet har han fremlagt Green Power Denmarks vision for en samfundskontrakt med myndigheder og politikere, hvor energisektoren forpligter sig på at levere en tredobling på mængden af grøn strøm, hvis politikere og myndigheder lægger de rammer og sætter det tempo, der skal til. En grundlæggende ambition, der deles bredt.

    - Vi skal opstille mere vedvarende energi, vi skal sikre høj forsyningssikkerhed, sørge for at forstærke og udbygge elnettet og vi skal lægge frø ud for fremtidig sektorkobling og sørge for effekttilstrækkelighed. Der er kæmpe opgaver at tage fat på, og mange barrierer, der skal nedbrydes for at det kan lade sig gøre. Så det haster, og det skal gøres i fællesskab. Nu kender vi målet, og vi har leveret opskriften i form af konkrete anbefalinger, siger han.

    - Både myndigheder og politikere viser, at de er parate til handling og at tage fat på den enorme opgave - tak for det. Energisektoren står også parat til at levere tilstrækkelig grøn strøm til danskerne til hver en tid og et stærkt elnet til den gennemgribende elektrificering af samfundet, siger Kristian Jensen.

    Elektrisk supermagt

    Kristian Jensen opfordrer dog både til hastighed og til eftertanke, for den grønne omstilling skal ikke kun ske hurtigt men også klogt.

    - Med den frygtelige krig i Ukraine står verden i en ny sikkerhedspolitisk situation, der gør grøn omstilling bydende nødvendig og hastighed helt afgørende. Men det skal gøres rigtigt. Vi skal gøre det på en måde, der sikrer langsigtet omstilling gennem en grøn elektrificering og samspil med mange sektorer. Hvis Danmark gør det rigtigt, kan vi ved eksemplets magt blive Europas elektriske supermagt, siger Kristian Jensen, administrerende direktør, Green Power Denmark.

    På topmødet kan man bl.a. møde erhvervsminister Simon Kollerup (S) og topcheferne Carsten Rasch Egeriis, Danske Bank, Henrik Andersen, Vestas og Niels Duedahl, Norlys, inden dagen sluttes af med en åben tiltrædelsesreception for Kristian Jensen kl. 16.

    Kontakt:

    Pressechef Birgitte Hougaard tlf.: +45 35 30 04 78 email: bho@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-kan-blive-europas-elektriske-supermagt?releaseId=13652496

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **