PRM / H.M. Dronningen og Tysklands vicekansler indvier Danmarks nye internationale museum for flygtningehistorier

    Pressemeddelelse fra FLUGT

    Lørdag den 25. juni klokken 15 indvier H.M. Dronningen FLUGT i Oksbøl tæt på den jyske vestkyst.

    Dronningen får til indvielsen selskab af Tysklands vicekancler Robert Habeck, to danske ministre og Tysklands minister for internationale kulturspørgsmål.

    FLUGT – fra danmarkshistoriens største flygtningelejr til i dag
    I slutningen af Anden Verdenskrig ankom 250.000 civile tyskere til Danmark efter en dramatisk og voldsom flugt. 35.000 af dem endte i Oksbøllejren. Det er i lejrens oprindelige hospital, at FLUGT nu er opført.

    Med den historiske lejr som ramme fører museet formidlingen af flygtningehistorier op til i dag. Gennem personfortællinger møder vi de mennesker, der er flygtet til Danmark fra lande som Rusland, Tyskland, Ungarn, Vietnam, Chile, Libanon, Iran, Bosnien, Syrien, Afghanistan og helt aktuelt Ukraine.

    Arkitektur i verdensklasse
    FLUGT er tegnet af den verdenskendte tegnestue BIG – Bjarke Ingels Group, som også har tegnet publikumssuccesen Tirpitz, der siden sin åbning i 2017 er besøgt af 1 million gæster.

    Akkreditering
    Mediernes deltagelse kræver akkreditering. Information om akkreditering tilgår cirka tre uger før indvielsen.

    Citat
    Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne:

    “Med FLUGT vil vi fortælle den for mange ukendte historie om den største flygtningestrøm, Danmark nogensinde har modtaget. Men FLU GT ser ikke alene tilbage. FLUGT er forankret i nutiden. Vi formidler de universelle fortællinger om det at være et menneske på flugt. Fortællinger, som vedrører os alle – uanset herkomst og nationalitet. Vi vil gøre tal til mennesker.”

    “Dronningens, vicekanslerens og ministrenes deltagelse i åbningen er en cadeau til projektet og understreger den stærke dansk-tyske relation.”

    Fakta

    • Til indvielsen deltager: H. M. Dronningen, Tysklands vicekancler Robert Habeck, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, tysk minister for internationale kulturspørgsmål Katja Keul og museets arkitekt, Bjarke Ingels.
    • Den tyske stat og delstaten Slesvig-Holsten har ekstraordinært støttet opførelsen af museet med 11 millioner kroner.
    • Tinker Imagineers står bag udstillingsdesignet.
    • Udstillingen FLYGTNINGE TIL ALLE TIDER fortæller med udgangspunkt i FN’s flygtningekonvention historien om flygtningestrømme gennem det seneste århundrede.
    • Oksbøllejren eksisterede fra 1945-1949. Den husede igennem årene op mod 100.000 tyske flygtninge. Da lejren var størst, svarede den til Danmarks femtestørste by.
    • Læs mere om FLUGT – Refugee Museum of Denmark på www.flugtmuseum.dk.

    Kontakt:

    For information om museet kontakt:

    Louise Thuesen
    Leder af PR- og Kommunikation, Vardemuseerne
    22 65 52 04
    lth@vardemuseerne.dk

    For information om akkreditering kontakt:

    Søren Toksvig Jensen
    Kommunikationschef, Varde Kommune
    61 63 98 01
    srej@varde.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hm-dronningen-og-tysklands-vicekansler-indvier-danmarks-nye-internationale-museum-for-flygtningehistorier?releaseId=13651328

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **