PRM / Medieaftale overser potentiale i den dansk filmbranche

    Pressemeddelelse fra SMVdanmark

    Flertallet vil med dagens medieaftale pålægge streamingtjenester som Netflix at betale 6 pct. i et såkaldt kulturbidrag, der skal gå til at producere flere film med dansk indhold. Men aftalen burde også rumme en indsats for at fastholde filmproduktioner i Danmark og tiltrække flere udenlandske filmselskaber. Danmark står nemlig dårligt i konkurrencen med udlandet, fordi vi sammen med Luxemborg er det eneste lande i Vesteuropa, der ikke tilbyder produktionsrabatter til filmselskaberne, og det burde aftalen tage højde for, mener Henrik Berthelsen, der er direktør for produktionsselskabet YAKYAK Productions og er i ledelsen af SMVdanmarks filmgruppe.

    “Det er helt skævt, at store film med verdenskendte instruktører vælger at flytte deres multi-million dyre produktioner ud af Danmark, bare fordi vi ikke har en produktionsstøtte-ordning. Vi misser chancen for at beholde den slags filmproduktioner i Danmark og for at tiltrække udenlandske filmproduktioner. Det tager aftalen desværre ikke højde for”, siger Henrik Berthelsen.

    Den nye medieaftale vil give flere penge til at øge produktionen af danske film. Men det vil ikke nødvendigvis betyde, at flere film faktisk produceres i Danmark

    “Vi har mange eksempler på, at film der ellers tidligere har været produceret i Danmark, flyttes til udlandet på grund af manglende produktionsrabatter. Det er jo tosset, at vi ikke – samtidigt med at vi styrker dansk film – sørger for, at vi også styrker filmproduktion her i landet. Det kunne løses ved, at vi bruger nogle af pengene på at give en produktionsrabat, så det bliver attraktivt at optage film i Danmark. Vi er et af de få lande i Europa, der ikke tilbyder en rabat, og dermed står vi skidt i konkurrencen. Det burde aftalen tage højde for. I det hele taget bør kulturpolitikken i højere grad også tilgodese erhvervspolitikken,” siger Henrik Berthelsen.

    Flertallet består af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.

    Kontakt:

    Kommunikationschef David Elmer tlf.: +45 53 85 53 70 email: elmer@smvdanmark.dk

    Politisk konsulent Thomas Rohden email: rohden@smvdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/medieaftale-overser-potentiale-i-den-dansk-filmbranche?releaseId=13651786

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **