PRM / Landdistrikter: Medieaftale skaber bedre balance men er ikke nok

    Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

    Lørdag formiddag kunne et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Alternativet, Frie Grønne og Kristendemokraterne præsentere en ny medieaftale. Aftalen betyder blandt andet, at mediestøtten til de lokale og regionale medier styrkes samtidig med, at der afsættes en pulje til distriktsblade og ugeaviser.

    Selvom formanden for Landdistrikternes Fællesråd, gerne havde set en bredere aftale, så møder aftalen ros for sit fokus på at styrke regionale og lokale medier.

    – De lokale og regionale medier er tættest på borgerne og deres hverdag og er en vigtig brik i lokaldemokratiet. Der skal derfor lyde stor ros for den økonomiske redningskrans, lokale og regionale medier får med den nye medieaftale. Det er en anerkendelse af den afgørende rolle, som lokale dagblade og ugeaviser spiller, og fortsat vil spille, i vores demokrati, siger han og tilføjer:

    – Alligevel havde jeg gerne set en bredere politisk aftale. Der er behov for økonomisk vished og stabilitet for de mange lokale og regionale medier, der er i gang med at omstille sig digitalt til det nye marked.

    Landdistrikternes Fællesråd havde også håbet, at man ville benytte medieaftalen som anledning til at styrke den regionale nyhedsdækning i TV 2-regionerne og DR’s regionale distrikter. Blandt andet bør en større del af DR’s eksisterende bevilling gå til DR’s distrikter til nyhedsformidling i radio og på web.

    Savner flere midler til danske tv-serier i provinsen

    Som del af medieaftalen er partierne blevet enige om at indføre et såkaldt kulturbidrag for streamingtjenester på 6 procent. Pengene skal ifølge aftalen anvendes til at forstørre Public Service-puljen og øge tilskuddet til danske film, serier og dokumentarer.

    Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, håber, at man vil øremærke en del af midlerne til produktion af tv-serier uden for hovedstaden.

    – Det er afgørende, at der skabes en balance i, hvor pengene fra kulturbidraget kanaliseres hen, så hele Danmark får nytte af det. Danskere over hele landet bør i endnu højere grad end i dag få mulighed for at spejle sig i dansk produceret kvalitetsindhold, siger han og henviser til, at der bør øremærkes midler til dansk serieproduktion via de regionale filmfonde FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje.

    Kontakt:

    Public Affairs Konsulent Signe Lauge Bach tlf.: 53850127 email: sba@landdistrikterne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landdistrikter-medieaftale-skaber-bedre-balance-men-er-ikke-nok?releaseId=13651787

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **