PRM / Opbakning til lokale vindmøller vokser markant

    Pressemeddelelse fra Klimabevægelsen i Danmark

    74 procent af danske borgerne ønsker at udbygge vedvarende energi hurtigst muligt. Et lige så stort flertal mener også, at det gerne må ske med vindmøller i egen kommune.

    Det viser en ny meningsmåling foretaget af YouGov for Tryghedsgruppen.

    I nogle dele af landet er tilslutningen til lokal vindenergi steget kraftigt i forhold til sidste år. I Sydjylland er opbakningen eksempelvis sprunget fra 42 procent sidste år til 67 procent i år.

    Nina Skriver Dahl fra Vejle er en af de borgere, som bakker op om lokale vindmøller, og som altså nu er i flertal i Sydjylland.

    – I Vejle Kommune er der kun få vindmøller per kvadratkilometer, så jeg mener helt klart, at kommunen bør arbejde for at få flere. Sammenligner man elproduktionen per hektar, der udlægges til hhv. solceller og vindmøller, slår vindmøller solceller med en kæmpe margen. Solcelleparker producerer ca. 759.000 kilowatt-timer per hektar per år, mens en vindmøllepark med 150 meter høje møller kan komme helt op på 26 mio. kilowatt-timer.

    Nu er det op til kommunen at gøre en forskel, mener den lokale aktivist i Vejle:

    – Derfor bliver det spændende, om kommunen er opmærksomme på, at der er sket et skift i befolkningens opbakning til lokale vindmøller, og handler derefter. Det er dokumenteret, at lokal opbakning også afhænger af, at borgerne inddrages i planlægningen og fx også får mulighed for at være medejere af anlæggene til vedvarende energi. Det håber jeg indgår i kommunens planlægning, siger Nina Skriver Dahl.

    En anden borger er Erik Legene fra Holbæk, der har oplevet hvordan støtten til vedvarende energi er steget i Holbæk.

    – Opbakningen til vedvarende energi kommer helt af sig selv nu. Det gjorde det ikke før. Det er sket siden gasprisen blev helt urolig. Vi har også selv forsøgt at gå foregang. I oktober fik vi vores varmepumpe, som er vi er rigtig glade for, siger Erik Legene fra Holbæk, hvor knap 4 ud af 5 nu støtter lokale vindmøller.

    – Folk i kirkerne har været imod fordi det skal se pænt ud i landskabet. Kirkenes vetoret til at stoppe vindmøller skal fjernes. Det går ikke at en minoritet kan bestemme sådan noget, siger Erik Legene til Klimabevægelsen.

    Underskud på grøn strøm

    Denne tilslutning kommer på et tidspunkt hvor Klimarådet advarer om, at Danmark kommer til at mangle endnu mere grøn strøm i fremtiden.

    Manglen på strøm skyldes delvist regeringens egne ambitioner for at producere flere grønne brændsler fremover. Det står i en bred power-to-x aftale som blev indgået i marts i år.

    Derfor mener Klimabevægelsen at Folketinget skal fremrykke og anlægge nye vindmøller og solceller:

    – Vi kommer til at mange 8 gigawatt ny grøn strøm i 2030. Det at regeringen og Folketinget har valgt at satse på power-to-x må forpligte på yderligere handling. Hvor skal al den strøm, som power-to-x jo kræver, komme fra? Det skal vi se en aftale på hurtigst muligt, siger Frederik Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

    Inden sommerferien forventer regeringen at vedtage en ny aftale om sol- og vindenergi.

    Kontakt:

    Sekretariatsleder Frederik Roland Sandby email: sandby@klimabev.dk

    Aktiv Nina Skriver Dahl tlf.: 30 52 71 49

    Aktiv Erik Legène tlf.: 40 12 08 60

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/opbakning-til-lokale-vindmoller-vokser-markant?releaseId=13650909

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **