PRM / Det skal være slut med udrykningskørsel som standard nytårsaften

    Pressemeddelelse fra FOA

    Det er føreren af en ambulance, der er ansvarlig under kørsel, og derfor er det ham eller hende, der i sidste ende skal afgøre om det er nødvendigt at køre med udrykning. Alligevel er der mange eksempler på, at ambulancepersonale pålægges at køre udrykningskørsel . Det mener FOA er et brud på Udrykningsbekendtgørelsen.

    “For os er det klart et misbrug af reglerne. Det handler om sikkerhed, og det kan ved ulykker i sidste ende betyde, at føreren straffes og kan miste sit job, så det er noget der ligger os meget på sinde”, siger Reiner Burgwald, sektorformand i Teknik- og Servicesektoren i FOA.

    Det synspunkt bliver nu bakket op i et svar til FOA fra Transportministeriet, som blandt andet slår fast “… , at udrykningskørsel kun må foretages, når det skønnes nødvendigt af hensyn til de nærmere oplistede tilfælde, som fremgår af udrykningsbekendtgørelsens § 1. Dette kan f.eks. være i tilfælde af personredning eller ved færdselsuheld”.

    Ministeriet fastslår også, at den endelige beslutning om at køre med udrykning ligger hos ambulanceføreren:

    “Det er føreren af køretøjet, der skal foretage det nødvendige skøn i forhold til, om betingelserne for at kunne køre udrykningskørsel er opfyldt. Det er dermed i sidste ende føreren, der er ansvarlig for at overholde reglerne i udrykningsbekendtgørelsen, og en overtrædelse kan medføre straf for føreren af køretøjet,” præciserer Transportministeriet i deres svar til Ambulancepersonalets fagforening FOA.

    “Vi vil nu tage kontakt til Danske Regioner for at få ændret den praksis, der er opstået med, at regionerne, i flere tilfælde, beordrer ambulancepersonale til at køre udrykningskørsel på trods af, at det ikke er i overensstemmelse med udrykningsbekendtgørelsen,” siger Reiner Burgwald.

    “Udrykningskørsel skal kun finde sted i situationer, hvor mennesker er kommet alvorligt til skade, og hvor hurtig hjælp er afgørende. Det skal ikke være for, at regionerne kan spare penge og presse vores medlemmer i et, i forvejen, meget hårdt og belastende job. Det kræver fuld opmærksomhed og stor koncentration at køre udrykningskørsel, og er naturligvis en belastning som medlemmer alene skal udsættes for, når situationen kræver det,” fastslår Reiner Burgwald.

    Han fortæller at FOA samtidig er inviteret til møde med Trafikminister Trine Bramsen for bl.a. at drøfte bekendtgørelsen.

    Kontakt:

    Sektorformand Reiner Burgwald tlf.: 20 48 49 67 email: reb001@foa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/det-skal-vaere-slut-med-udrykningskorsel-som-standard-nytarsaften?releaseId=13651420

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **