PRM / HusCompagniet styrker strategi med ny Group COO

    Pressemeddelelse fra HusCompagniet A/S

    Med ansættelsen af en ny Group Chief Operating Officer, COO, opruster Danmarks største typehusbygger med solide kompetencer indenfor ledelse og produktion, som skal være med til at understøtte virksomhedens strategiske indsats indenfor bl.a. bæredygtighed og digitalisering.

    Fra sommeren 2022 bliver Lars Hansen en ledende kraft i HusCompagniets mål om at gøre højteknologisk fabriksproduktion til en kernedel af forretningen.

    “Med sin stærke erfaring og solide resultater kommer Lars med en viden, som går helt i tråd med den rejse, vi i HusCompagniet er på, og den strategi, vi har lagt. Jeg er ikke i tvivl om, at Lars er den rigtige til at styrke udviklingen af HusCompagniet og bidrage til, at vi kan indfri de store ambitioner, vi har på bl.a. B2B-markedet. Jeg glæder mig meget til at få Lars med om bord og styrke ledelsen med en ny kapacitet,” siger Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet.

    Lars Hansen kommer fra en stilling som COO i Carl Hansen & Søn, hvor han gennem de seneste fem år har haft ansvaret for markante produktionsudvidelser på møbelfabrikantens fabrik i Gelsted på Fyn. Med gode resultater har han haft fokus på at kvalitetssikre produktionen i stor volumen og har samtidig fået et indgående kendskab til at arbejde med en bæredygtig produktion, der både minimerer materialespild og optimerer genanvendelsesmuligheder. Det er netop erfaringer indenfor bæredygtighed, som han også skal sætte i spil i rollen som Group COO hos HusCompagniet, der har en ambition om at være markedsleder inden for den bæredygtige omstilling i byggeriet.

    Derudover vil Lars Hansen få en vigtig opgave i at arbejde med at styrke HusCompagniets supply chains og skabe synergier mellem den svenske fabriksproduktion, VårgårdaHus og HusCompagniets nye fabrik i Esbjerg.

    Fremtidigt potentiale skal indfries

    HusCompagniet opkøbte i april en af de mest automatiserede fabrikker i Norden, der har bevist sig som en af de førende inden for fremstilling af præfabrikerede træelementer til huse. Fabrikken skal styrke HusCompagniets voksende position på B2B-markedet for rækkehuse til professionelle investorer og bliver samtidig en vigtig del af selskabets udvikling inden for bæredygtighed.


    “Den nye fabrik kommer til at spille en væsentlig rolle i, at vi i HusCompagniet kan gå i spidsen for at drive den grønne omstilling. Der er et stort potentiale, der skal indfries, og med Lars’ kompetencer og know-how er jeg overbevist om, at vi kan vi eksekvere på vores strategi og fortsætte den værdiskabelse, vi er i gang med,” siger Martin Ravn-Nielsen.

    En opgave, som Lars Hansen ser meget frem til:

    “HusCompagniet er en spændende virksomhed, der allerede har bevist sig som ambitiøs inden for de dagsordener, som både interesserer mig, og som jeg har arbejdet intensivt med igennem min karriere. Der står mange muligheder foran os, og jeg er stolt af at kunne være en del af den fremtidige udvikling i selskab med alle de dygtige medarbejdere,” siger han.

    Foruden sin erfaring fra Carl Hansen & Søn, har Lars Hansen haft flere ledende stillinger i bl.a. Danfoss, Tempur og Assa Abloy i Sverige, hvor han blandt andet har haft ansvar for produktion og supply chains i ind- og udland.

    Søren Haugaard fortsætter uændret som ansvarlig for HusCompagniets danske detached-segment, mens Lars Hansen starter som Group COO i HusCompagniet den 10. august 2022.

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
    Cristina Rønde Hefting, chef for IR og presse

    Tlf. 51 96 23 14 eller che@huscompagniet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/huscompagniet-styrker-strategi-med-ny-group-coo?releaseId=13650629

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **