PRM / Nyt strategisk samarbejde mellem Industriens Fond og DAMRC

    Pressemeddelelse fra Damrc F.M.B.A

    Danmark er hjemsted for mange dygtige industrivirksomheder. Deres produkter bruges over alt på kloden og danske virksomheders renommé er stærkt ude hos kunderne. Men udviklingen går stærkt og nye konkurrenter fra nær og fjern spiller med musklerne på det globale marked. Det stiller nye krav til industrien.

    Vi skal blive ved med at udvikle industrien i Danmark. Produktionssektoren er en væsentlig del af dansk erhvervsliv og det skal være attraktivt for både små og store virksomheder at producere i Danmark. Derfor skal vi blive endnu bedre til at innovere og forny os. Banebrydende forskning og ny teknologi skal bruges hyppigere og bedre, og så skal sektoren hele tiden have adgang til kompetente medarbejdere, der også i fremtiden kan være med til at føre gode idéer ud i livet i de danske virksomheder,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond.

    For at bidrage til udviklingen af den danske produktionssektor, har fonden indledt et strategisk samarbejde med Danish Advanced Manufacturing Research Center (DAMRC). Gennem forskning og innovation, og med yderligere fokus på modning og implementering af nye teknologier, kan DAMRC nu tage større skridt og spille en mere aktiv rolle i videreudviklingen af den danske produktionsindustri. Og som et andet altafgørende element vil DAMRC også lave særlige tiltag for at udvikle nye efteruddannelsesmuligheder for medarbejderne i produktionssektoren.

    Vi skal ud på en rejse, hvor DAMRC transformeres fra nationalt vidensmiljø, til et forsknings- og udviklingscenter, der om 10 år ser helt anderledes ud end vi gør i dag. Vi skal i langt højere grad være med til at sikre, at den danske produktionssektor er forrest i feltet når det handler om innovation og implementering af ny teknologi. På den måde får virksomhederne en konkurrencemæssig fordel på det internationale marked, og det er hovedformålet med vores arbejde,” siger Klaus Ørskov, CEO hos DAMRC.

    Målet er at der hen over de næste år sker en markant forøgelse af den produktionsrettede forskning og innovation, og at der modnes og implementeres i omegnen af 25 nye produktionsteknologier via DAMRC. Derudover vil det strategiske samarbejde mellem Industriens Fond og DAMRC også betyde et markant løft af efteruddannelsesmulighederne for dygtige faglærte i industrien.

    Medarbejderne i de danske virksomheder er det vigtigste råstof. Det er dem der driver udviklingen og får ting til at ske. Så de er selvfølgelig altafgørende medspillere, når industrien skal udvikles i de kommende år,” siger Klaus Ørskov.

    De afledte effekter af det nye strategiske samarbejde vil være mange, idet ny forskning, nye teknologier og et højere kompetenceniveau, alt andet lige, vil have en stor impact i såvel den danske produktionsindustri som i det omgivende samfund. Konkret vil nyudviklet teknologi fra forskningsprojekter og teknologimodningsforløb være én af de væsentligste bidragsydere til industriens grønne omstilling og fortsatte konkurrencekraft i fremtiden.

    Bæredygtighed er i stigende grad et konkurrenceparameter på den globale scene og vores vision er, at Danmark har verdens mest bæredygtige produktionssektor. Hvis danske virksomheder også i fremtiden skal være kundernes foretrukne valg, så skal innovationen være i højsædet og det er målet med det her nye samarbejde,” slutter Thomas Hofman-Bang.

    I alt har Industriens Fond valgt at støtte den strategiske videreudvikling af DAMRC med 25 mio. kroner.

    Kontakt:

    Lene Nielsen email: len@damrc.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-strategisk-samarbejde-mellem-industriens-fond-og-damrc?releaseId=13649819

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **