PRM / Historisk: Kræftens Bekæmpelse er med i årets Tour de France

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    Kræftens Bekæmpelse har fået muligheden for at være med i cykelfesten under de tre første etaper og deltager under overskriften TRÆD TIL. Det er første gang, at en dansk NGO er med i karavanen forud for Tour-feltet, og Kræftens Bekæmpelse har to køretøjer med, der bliver pyntet og prydet i patientforeningens farver. Det sker fordi, at den franske løbsorganisation bag Tour de France, A.S.O. (Amaury Sport Organisation), har inviteret Kræftens Bekæmpelse med.

    Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse og stor cykelfan, er glad for det helt unikke samarbejde med Tour de France Grand Départ.

    – Jeg er meget stolt af, at Kræftens Bekæmpelse er med i dette års Grand Départ. Det er vi som en hyldest til alle hjælperytterne. De store ryttere, der mange gange løber med alle overskrifterne, er afhængige af deres hjælperyttere. Det samme gør sig gældende for kræftpatienter, som har brug for, at deres nærmeste og kære træder til og støtter dem gennem et kræftforløb. Vi er glade for, at vi nu kan være med til at sætte fokus på alle dem, der træder til, siger Jesper Fisker.

    Kræftens Bekæmpelses vision om et liv uden kræft kan kun lykkes med en stor folkelig opbakning til foreningens aktiviteter inden for forskning, forebyggelse samt patient- og pårørendestøtte.

    – På den måde er vi alle hjælperyttere for dem, vi støtter, siger Jesper Fisker.

    Kræftens Bekæmpelse og Touren deler værdier

    Ifølge Ida Bigum Nielsen, direktør for det danske Tour-sekretariat, giver det god mening, at Kræftens Bekæmpelse er med ombord, når Tour de France Grand Départ kommer til Danmark.

    – Cykelsporten og kræftsagen har så mange fællesnævnere og gode budskaber om motion, kost og sammenhold – og cyklen er et helt fantastisk redskab til at gøre hverdagen både sundere og sjovere, fortæller hun.

    Med som ambassadør for Kræftens Bekæmpelse er cykelrytter Michael Mørkøv, som i 2021 blev kåret til verdens bedste hjælperytter. Han siger:

    – Jeg mistede min far til kræft i 2007, da jeg var 22 år. Det var en hård tid for min familie og jeg. Jeg ved derfor, hvor vigtigt det er med støtte og håber, at jeg som ambassadør kan være med til at hylde alle dem, der træder til og hjælper andre familier, som er berørt af kræft, fortæller Michael Mørkøv.

    Det kommer der bl.a. til at ske:

    Med støtte fra entusiastiske frivillige landet rundt har Kræftens Bekæmpelse flere aktiviteter i støbeskeen.

    • Kræftens Bekæmpelse får to pladser i den karavane, der kører gennem etaperne forud for Tour-feltet. Her vil nogle af dem, der har trådt til og gjort en forskel for kræftramte, blive hyldet som en del af karavanen.
    • Kræftens Bekæmpelse får en plads i Fan Parken på Kongens Nytorv i København. Med forskellige forebyggelsesaktiviteter ønsker Kræftens Bekæmpelse på en sjov og engagerende måde at oplyse gæsterne om, hvad de selv kan gøre for at forebygge kræft.
    • Kræftens Bekæmpelse sælger en TRÆD TIL-cykeltrøje med Michael Mørkøv som ambassadør. Med TRÆD TIL-cykeltrøjen hylder Kræftens Bekæmpelse alle hjælperytterne. Alle dem, der sætter sig selv til side for at hjælpe andre med at komme i mål – uanset om det er i cykelsporten eller som støtte til kræftramte.
    • Til sidst håber Kræftens Bekæmpelse på at aktivere så mange frivillige som muligt landet over for at skabe synlighed og engagement forud for tour-starten 1. juli, især langs etaperne og i start- og målbyerne.

    Kontakt:

    Kræftens Bekæmpelses pressevagt tlf.: 35 25 74 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-kraeftens-bekaempelse-er-med-i-arets-tour-de-france?releaseId=13649512

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **