PRM / Heldig Esbjergenser skrabede påskemillion: “Det er ovenud lykke”

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    For et heldigt par i Esbjergområdet blev påsken pludselig helt speciel, da et skrabelod, de havde fået foræret af familie, gav en gevinst på intet mindre end 1 million skattefrie kroner.

    “Hvert år til jul og påske får vi skrabelod i stedet for en lille julegave eller påskeæg. Jeg skrabede det ene, som var uden gevinst. Så kom min kone ind fem minutter efter og var helt ved siden af dig selv,” fortæller den mandlige del af parret, der har valgt at være anonyme.

    Det lykkelige par måtte tælle påskeæggene efter en del gange, før de kunne tro på, at de virkelig havde set rigtigt. Da det gik op for parret, at skrabeloddet havde de 10 påskeæg, som udløste den store gevinst, blev tvivlen straks afløst af glæde;

    “Det første jeg følte, var, at det var surrealistisk. Det kan næsten beskrives som den tomhed, der kommer, når klappen går ned. Og så i stedet for, at det er skidt, så er det bare rigtig, rigtig godt,” fortæller manden, der er førtidspensionist.

    Gældsfri og ren lykke
    For parret falder pengene på et rigtig tørt sted.

    “Det har været lidt hårdt med overgangen til min førtidspension, så den største glæde er nok det at blive gældsfri og følelsen af frihed og ren lykke over at have vundet pengene. Nu kan vi gøre nogle ting, som måske ville have taget os de næste 20 år at spare sammen til,” fortæller manden.

    Der har ikke været tvivl om, hvad pengene skal gå til;

    “Vi har lige købt ny bil, så det første, vi gjorde, var at afbetale lånet på den, og så havde vi et lille lån i huset, som vi også betalte ud. Så nu ejer vi huset og bilen, og det er skønt. Det har været svært at skjule glæden,” fortæller parret.

    Udover indfrielse af gæld er gevinsten afsat til at sætte huset i stand.

    “Huset skal have en ordentlig overhaling, så det kommer nærmere et Bo Bedre-katalog. Vi skal blandt andet have lavet et nyt køkken og badeværelser,” fortæller manden smågrinende.

    Den ekstra påskegave vækker desuden stor glæde i hjemmet, som ligger i Esbjergområdet.

    “Alle de muligheder, der er åbne for os nu… Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive det, men det er en super, super glæde at være gældfri og samtidig have penge til at kunne renovere huset. Det er ovenud lykke,” fortæller parret.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/heldig-esbjergenser-skrabede-paskemillion-det-er-ovenud-lykke?releaseId=13649086

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **