PRM / Danmark donerer civilt udstyr og et mobilhospital til Ukraine

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Beredskabsstyrelsen vurderer hele tiden sikkerhedssituationen og er i løbende dialog med de ukrainske myndigheder, EU, FN mv. i forhold til at finde den bedste løsning på at overlevere udstyret til ukrainerne.

    Beredskabsstyrelsen vil ligeledes stå for den relevante oplæring og træning af det ukrainske sundhedspersonale, der skal bemande hospitalet, såfremt Ukraine ønsker det, og på en måde som sikkerhedssituationen tillader.

    Minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, udtaler:

    “Situationen i Ukraine er forfærdelig. I forlængelse af vores humanitære bidrag til Røde Kors og FN donerer Danmark nu et mobilhospital og andet udstyr til Ukraine for en samlet værdi af 22 mio. kr. Det er en vanskelig situation, og vi ved endnu ikke, om det kan lykkes at få mobilhospitalet og udstyret frem til Ukraine, men Beredskabsstyrelsen arbejder benhårdt på det. Det hele kommer an på, hvordan situationen udvikler sig de kommende timer og dage. Men vi skylder ukrainerne at gøre forsøget. “

    “Mobilhospitalet har kapacitet til at behandle flere hundrede patienter dagligt, og der vil kunne udføres operationer. Det donerede udstyr vil bl.a. være køretøjer og arbejdshandsker, der skal indgå i EU’s samlede bidrag til Ukraine. Det er altså konkret udstyr, der kan være med til at afhjælpe den ulykkelige situation, der lige nu udfolder sig i landet.”

    Mobilhospitalet vil blive finansieret af en ekstraordinær bevilling på 20 mio. kr. Dertil vil donationen af det øvrige udstyr, der koordineres gennem EU, beløbe sig til omkring 2,25 mio. kr. som finansieres over Udenrigsministeriets fleksible pulje til Beredskabsstyrelsen på 5 mio. kr. årligt.

    Bidraget er i tillæg til de 50 mio. kr. Danmark bidrager med til FN’s Landefond for Ukraine og Internationalt Røde Kors, som går til beskyttelse af civile, nødhjælp såsom fødevareassistance, husly, vand og lægehjælp og blive finansieret over den humanitære ramme.

    For yderligere information

    Ledende presserådgiver, Laura Sørensen Topp, tlf. 61 97 92 41, lautop@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-donerer-civilt-udstyr-og-et-mobilhospital-til-ukraine?releaseId=13644324

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **