PRM / Efter tre års ventetid: 130.000 gymnaster skal på gulvet til DGI Gymnastiks forårsopvisninger

    Pressemeddelelse fra DGI

    Såvel i 2020 som i 2021 blev langt størstedelen af gymnastikkens forårsopvisninger aflyst, og mange tusinde gymnaster blev snydt for at vise det frem, som de havde arbejdet på hele sæsonen.

    Men i de kommende måneder vil flere end 130.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørge for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger i hele landet. Opvisningerne løber fra slutningen af februar og frem til april.

    I DGI Midtjylland er der i år cirka 7.000 gymnaster, der skal på gulvet til DGI’s forårsopvisninger. Den første opvisning er Børnestævnet den 27. februar i Sportscenter Herning.

    Kulminationen på tre års ventetid

    Formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, ser frem til, at forårsopvisningerne igen kan blive den kulmination på gymnastiksæsonen, som de har været i så mange år.

    “Jeg kan slet ikke få armene ned over, at vi endelig igen kan mødes til forårsopvisningerne. For mange gymnaster er netop forårsopvisningerne de eneste muligheder, som de har, for at vise det frem, som de har arbejdet hårdt med og øvet sig på i en lang sæson. Det er de blevet snydt for i de seneste to år, så jeg tør godt love, at der bliver masser af energi og glæde til opvisningerne,” siger hun og bringer samtidig en opfordring til de mange publikummer:

    “Jeg håber, at publikum vil være med til at give den en skalle, bakke op og give gymnaster og instruktører en god oplevelse på gulvet. Det har været en sæson, der har budt på benspænd med lukkede haller og aflyste træningsdage, så der vil ske fejl. Men vi skal turde at fejle – også til opvisningerne – og jeg tør godt love, at alle gymnaster og instruktører gør deres bedste og vil bringe glæden ved bevægelse ud til hele landet.”

    Herning-opvisninger i nye omgivelser

    Spændingen omkring DGI’s opvisninger i Herning er særligt stor, fordi en årelang tradition i år bliver afløst af en ny. Opvisningerne skal ikke længere foregå i Herning Kongrescenter, men i de nybyggede faciliteter i Sportscenter Herning. Sportscenteret rummer mange fordele, som vil løfte stævnerne, fortæller Berit Tolstrup fra stævneudvalget.

    “Tradition er fantastisk, men vi er sikre på, at den nye Arena i Sportscenter Herning vil give vores opvisninger et boost. Der er mere plads både til parkering, omklædning, opvarmning, store landsdelshold og efterskolehold og ikke mindst publikum. Vi glæder os så meget til at prøve det af. Vi ses i Sportscenter Herning.”

    Kom og se DGI Midtjyllands forårsopvisninger:

    27. februar kl. 10: Børnestævnet i Sportscenter Herning

    12. marts kl. 10 og 13. marts kl. 11: Forårsopvisningen i Sportscenter Herning

    12. marts kl. 10: Junior/voksendag i Bjerringbro Idrætspark

    13. marts kl. 9.30: Børnestævne i Bjerringbro Idrætspark

    19. marts kl. 10: Forårsstævne i Skive i Kulturcenter Limfjord

    Program og tider ses i appen DGI Gymnastik

    Kontakt:

    Gymnastikkonsulent Lise Bjerge Ryttersgaard tlf.: 79 40 43 64 email: Lise.bjerge.ryttersgaard@dgi.dk

    Kommunikationskonsulent Kristian Arnth tlf.: 29108539 email: kristian.arnth@dgi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/efter-tre-ars-ventetid-130000-gymnaster-skal-pa-gulvet-til-dgi-gymnastiks-forarsopvisninger?releaseId=13643818

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **