PRM / Ulovlige tatovører afsløret

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    I sidste uge var Sikkerhedsstyrelsen i Aalborg på tatovør-kontrol. En virksomhed blev afsløret i at have fem tatovører, som ikke var ikke registreret. I Danmark skal man være registreret som tatovør hos Sikkerhedsstyrelsen, før det er lovligt at tatovere.

    Fire tatovører havde ikke gennemført det lovpligtige hygiejnekursus, der skal hindre, at kunderne får infektioner efter tatoveringer. Der venter nu et større efterspil.

    – Kontrollen af virksomheden viste, at der er meget langt hjem, før stedet lever op til tatoveringsloven. Vi tager sagen meget alvorlig og vil forfølge den til sidste blækdråbe, siger kontorchef Søren Assenholt Muff, Sikkerhedsstyrelsen.

    Virksomheden havde også en kritisabel hygiejne.

    – Der er en god grund til, at tatoveringsloven indeholder en række hygiejnekrav. Tatoveringer er ikke risikofri, og jeg vil anbefale, at man lige kigger sig lidt om i lokalet, før man lægger krop til tatoveringsarbejde, siger Søren Assenholt Muff.

    Både tatoveringsstedet og tatovører skal være registreret hos Sikkerhedsstyrelsen, der sikrer kontrol med branchen. Som kunde kan man medvirke til, at loven overholdes ved at gå ind og tjekke, om den udvalgte tatovør er tilmeldt hos Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen udfører tilsyn med tatoveringsbranchen på vegne af Sundhedsministeriet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ulovlige-tatovorer-afsloret?releaseId=13643499

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **