PRM / Tiltrængt normalisering

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Det bliver nu igen lettere at være dansker efter dagens meddelelse om, at alle coronarestriktionerne fra næste uge droppes. Det glæder brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    “Jeg tror, vi alle trænger til at vende tilbage til en mere “normal” hverdag, og med dagens melding kan vi forhåbentlig nu atter vende blikket mod de øvrige opgaver, dansk erhvervsliv står overfor,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Han peger på, at coronkrisen forståeligt nok har domineret den politiske dagsorden men understreger, at der også er mange andre udfordringer, som skal løses ude i virksomhederne – ikke mindst når det gælder om at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft.

    “Med det øjeblikkelige smittetal må vi stadig forvente, at hverdagen præges af flere sygemeldinger end normalt for årstiden. Og når man kombinerer det med den generelle arbejdskraftmangel, bør man forbedre mulighederne for at skaffe de nødvendige hænder – ikke mindst udenfor landets grænser,” siger han.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør, TEKNIQ Arbejdsgiverne – tlf.: 72 14 20 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tiltraengt-normalisering?releaseId=13641300

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **