PRM / Røde Kors i Danmark sender hjælp til Tonga efter vulkanudbrud

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    Ødelæggelserne er betragtelige efter vulkanudbruddet ved Tonga, som sidste weekend resulterede i tsunamibølger og en 19 km høj askesky med efterfølgende nedfald. Det har betydet, at især store dele af vandforsyningen i østaten er ødelagt og adgangen til rent drikkevand derfor meget begrænset.

    Røde Kors i Danmark sender støttet af Ole Kirks Fond derfor 520.000 kr. til Tonga til uddeling af nødhjælp. Der er tale om hjælp til i første omgang 10.000 mennesker i form af presenninger, køkkensæt og hygiejnepakker og ikke mindst vand.

    “Brønde og vandforsyning er ødelagt af saltvand fra tsunamien og nedfalden aske, og derfor er det helt afgørende at nå frem til befolkningen med drikkevand, siger katastrofechef i Røde Kors, Bjarke Skaanning.

    Store ødelæggelser og tykt lag af aske
    Han fortæller, at der samtidig er behov for genetablering af infrastrukturen, og at indkomstgrundlaget for stort set alle indbyggere i Tonga skal bygges op igen.

    Tonga er en nation med 105.000 indbyggere på 36 beboede øer, og særligt på de mindre øer og langs den vestlige kyststrækning er der massive ødelæggelser af bl.a. huse. Samtidig er hele Tonga dækket af et askelag på minimum to cm. Det er stadig kun muligt at bevæge sig sikkert rundt i Tonga med ansigtsmaske, da asken indeholder mikroskopiske glaslignede partikler, der kan give kroniske lidelser ved indånding. Til dato er der rapporteret om tre dræbte i Tonga, men dødstallet forventes at stige den kommende uge.

    Ingen udsendelser til Tonga
    Tonga har under COVID-19 pandemien etableret sig som egen boble, hvilket betyder, at stort set al ud- og indrejse har været umulig i bestræbelserne på at undgå smitte til øerne. Det er vigtigt for Tongas regering at fortsætte denne tilgang også i oprydningen efter vulkanudbruddet, og Røde Kors støtter denne tilgang. Det forventes derfor ikke, at internationalt personel vil blive udsendt til Tonga.

    “I dette tilfælde bidrager vi til en større international hjælpeindsats, hvor hjælpen vil blive fløjet ind, så snart det igen er muligt at lande i lufthavnen”, fortæller Bjarke Skaanning.

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-i-danmark-sender-hjaelp-til-tonga-efter-vulkanudbrud?releaseId=13641027

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **