PRM / Fantastisk år for de fynske lotterispillere

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Danske Spil har udbetalt rekordmange milliongevinster til danskere i 2021. Trækningerne i Vikinglotto, Eurojackpot og Lotto har nemlig sørget for, at Danske Spil har sendt intet mindre end 1.607.062.806 kroner afsted til danske spillere, og det er næsten dobbelt så mange penge, som de danske lotterispillere kunne glæde sig over i 2020.

    Og hvor havnede alle millionerne så? Gevinsterne blev sendt godt rundt i landet: 80 milliongevinster på Sjælland, 76 til Jylland, 20 til Fyn og 6 til resten af Danmark, Grønland og Færøerne. Årets højeste gevinst blev vundet i Eurojackpot, hvor en heldig spiller fra Roskilde løb afsted med intet mindre end 310 millioner kroner.

    Rekordår for fynske spillere

    Fyn har haft sit bedste år nogensinde, og de fynske lotterispillere har tilsammen fået udbetalt 26.607.706 skattefri kroner. Odense kan kalde sig den mest vindende, fynske kommune med syv nye millionærer.

    Faaborg-Midtfyn Kommune har fået fem nye millionærer, hvilket også gør sig gældende for Svendborg Kommune. Derudover har Middelfart Kommune fået to, mens Nordfyns Kommune har hapset en enkelt milliongevinst.

    En forhandler i Odense Kommune stod for salget af den kupon, der udløste den højeste, fynske gevinst i år. Den første fredag i 2021 købte en heldig spiller nemlig en kupon til Eurojackpot hos Circle K på Fåborgvej, som udløste knapt 2,7 millioner kroner.

    Forhandlerne har i det hele taget haft et godt år, og de har stået for hele 91 af alle millionærerne i Danmark. På Fyn alene har de stået for salget af 11 kuponer, der har udløst en milliongevinst.

    Vinderne har fordelt sig godt, og der har været vindere fra både Q8, Kvickly og Meny, men også hos de mindre forhandlere, som Strøg Kiosken Brenderup i Middelfart og Butik’en Kværndrup i Faaborg-Midtfyn Kommune.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fantastisk-ar-for-de-fynske-lotterispillere?releaseId=13640825

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **