PRM / Største danske undersøgelse af senfølger hos kræft-overlevere

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Det skal resultere i den største danske undersøgelse af de senfølger, som kræftpatienterne oplever – og hvordan de oplever deres livskvalitet efter kræften.

    – Svarene skal hjælpe os med at kortlægge senfølger hos kræftoverlevere i Danmark, siger professor Susanne Dalton fra Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) ved afdelingen for klinisk onkologi på Sjællands Universitetshospital.

    – Vi vil undersøge fysiske, psykiske og sociale følger efter kræft og kræftbehandling. Vi ser på det hele menneske. Det vil give os værdifuld viden om, hvordan man bedst forebygger og behandler senfølger, siger Susanne Dalton.

    Større fokus på senfølger er netop et af punkterne i Region Sjællands otte-punkts plan for kræftområdet – og sidste år åbnede Klinik for Senfølger efter Kræft i regionen.

    Social ulighed i helbredet efter kræft

    Forskningsprojektet – kaldet SEQUEL-undersøgelsen – har et særligt fokus på at undersøge, om der er social ulighed i helbredet efter kræft.

    – Vi ved fra tidligere forskning, at der er en social slagside i, hvem der overlever kræft. Patienter med kort uddannelse, lav indkomst eller som bor alene er i større risiko for tidligt at droppe ud af deres kræftbehandling og lever kortere end patienter, som har lang uddannelse, høj indkomst eller er samboende, siger Susanne Dalton.

    – Men vi ved faktisk ikke meget om, hvem der er i højest risiko for at udvikle symptomer og senfølger, der påvirker deres dagligdag – og om der også er social ulighed på det område.

    Forskningsprojektet er udviklet i samarbejde med forskere fra Kræftens Bekæmpelse og er finansieret af Novo Nordisk Fonden, Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg og Helsefonden.

    Spørgeskemaet sendes til cirka 120.000 danskere, som er diagnosticeret med kræft i bryst, prostata, lunge, tarm, hoved, hals, modermærke eller lymfe for mellem 1 og 10 år siden – og som har afsluttet deres behandling. Forskerne understreger, at deltagernes oplysninger behandles fortroligt og kun vil blive brugt til fremstilling af figurer og tabeller, hvor de enkelte svar ikke vil kunne genkendes.

    Resultater af forskningsprojektet forventes offentliggjort i 2022-23.

    Fotograf Tomas Bertelsen skal fotokrediteres ved anvendelse af billedet af Susanne Dalton

    Kontakt:

    Professor Susanne Dalton, Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) ved afdeling for Klinisk Onkologi på Sjællands Universitetshospital, 30 38 15 40

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/storste-danske-undersogelse-af-senfolger-hos-kraeft-overlevere?releaseId=13640453

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **