PRM / Nyt medie: Verden fortalt med afsæt i sneakers og neglelak

    Pressemeddelelse fra PlanBørnefonden

    Målgruppen for Tingenes verden er primært 13-29-årige uden den store grundinteresse i globale forhold. En målgruppe, som mediet vil nå ved at tage udgangspunkt i genstande, der fylder i målgruppens hverdag.

    “Med mediet ønsker vi at tage alvorligt, at mennesker over hele kloden, på tværs af lande og livssituationer, allerede lever i ‘tingenes verden’. Det er ofte i omgangen med ting, at vores lidenskab og drømme får liv, og her gemmer der sig enormt mange stærke historier,” siger chefredaktør Sven Johannesen.

    Ved at lade de enkelte historier tage udgangspunkt i konkrete ting, som vi alle har et forhold til, kan der bygges bro til fortællinger om globale magtstrukturer, ulighed og klimaproblematikker – og om den rolle, Danmark spiller heri.

    Tingenes verden vil blandt andet udkomme på sociale medier og sin egen hjemmeside, og vil indgå samarbejde med undervisningsmediet Koncentrat, som drives af Journalistbureauet TANK i samarbejde med forlaget Alinea. Via mediesamarbejder og andre partnerskaber på tværs af sektoren vil mediet også nå målgrupperne på de platforme, som de har tillid til og befinder sig på i forvejen. Mediet vil desuden samarbejde med et korps af unge mobiljournalister i over 40 lande, som PlanBørnefonden har uddannet.

    “Vi synes det er vigtigt, at de unge, vi arbejder med i det globale syd, får retten til at fortælle deres egen historie. Vi behøver ikke at tale på vegne af dem, de kan sagtens fortælle den selv. Gennem Tingenes verden er det vores håb, at danske unge kommer til at identificere sig med børn og unge i udkants-Bangladesh eller slumområder i Lima eller Nairobi”, siger direktør i PlanBørnefonden Dorthe Petersen.

    Tingenes verden er resultatet af en idekonkurrence, som Udenrigsministeriet udskrev i foråret 2021 og hvor Journalistbureauet TANKs ansøgning fik den højeste score.

    Der tildeles i støtte to millioner kroner årligt i to år med mulighed for forlængelse.

    “Vi ved alle sammen, at engagement og interesse kommer, når man kan se sig selv i et emne. Det synes jeg, at ‘Tingenes verden’ har fanget. De tager udgangspunkt i, hvad målgruppen interesserer sig for. Og deres koncept er iderigt og klart,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen

    Tingenes Verden er journalistisk uafhængigt af både Udenrigsministeriet, NGO’er eller andre interessenter. Mediet går i luften i 2022. Det drives af Foreningen Tingenes verden, der er non-profit.

    Fakta om Udenrigsministeriets støtte til Tingenes Verden

    Udenrigsministeriet igangsatte i 2020 en større gentænkning af Danidas kommunikationsindsatser og støtteordninger med henblik på at sikre større engagement i udviklingssamarbejdet fra en bredere andel af befolkningen.

    Som en del af den proces valgte ministeriet at stoppe med at udgive Magasinet 360. I stedet udsendte ministeriet i foråret 2021 et call for proposals til forslag fra interesserede non-profit-aktører til et nyt uafhængigt medie, der kan engagere danskerne i verdens bæredygtige udvikling – også de danskere, der ikke allerede har interesse heri.

    Det nye medie vil være finansieret via midlerne afsat til folkelig oplysning og engagement på Finansloven 2021. Det er del af ministeriets forpligtelse til at støtte udbredelsen af kendskab til og forståelse for udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.

    Udenrigsministeriet modtog i alt otte interessetilkendegivelser. Fire af disse blev inviteret til at indsende en endelig ansøgning. Et vurderingsudvalg, bestående af interne medarbejdere samt eksterne rådgivere med indsigt i strategisk kommunikation og målgruppeanalyse, har vurderet ansøgningerne på kriterier som journalistisk erfaring, målgruppeforståelse, omkostningseffektivitet og realiserbarhed.

    Ansøgningernes case er ydermere blevet testet i en fokusgruppe. Med det udgangspunkt var det mediekonceptet Tingenes verden, som opnåede den højeste score. Mediet får tildelt en toårig bevilling med et årligt budget på 2 mio. kr. og mulighed for en toårig forlængelse.

    Kontakt:

    Head of Communication Signe Holme email: Signe.Holme@planbornefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-medie-verden-fortalt-med-afsaet-i-sneakers-og-neglelak?releaseId=13639520

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **