PRM / FDF’er er ny forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    Lørdag var cirka 300 delegerede fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråds 80 medlemsorganisationer samlet i Vejen Idrætscenter til det årlige delegeretmøde for at sætte den politiske retning for paraplyorganisationens arbejde med demokrati, unge og foreningsliv.

    Forsamlingen valgte 26-årige Christine Ravn Lund fra Frivilligt Drenge- og Pige-forbund (FDF) som ny forkvinde for paraplyorganisationen. Christine Ravn Lund har siddet som DUFs næstforkvinde de seneste to år, og afløser nu tidligere formand, Chris Borup Preuss fra Venstre Ungdom, der ikke genopstillede. Det er første gang i 43 år, at en repræsentant fra FDF står i spidsen for DUF.

    Ny forkvinde vil styrke hverdagsdemokratiet for børn og unge

    Christine Ravn Lund kommer med en lang årrække af foreningsengagement i bagagen, da hun har været frivilligt engageret i både FDF, Røde Kors, KFUM og KFUK og lokalforeningen YMCA Amager.

    “Da jeg var syv år gammel, startede jeg til FDF, og siden har jeg engageret mig i det frivillige foreningsliv. Det har dannet mig som menneske og samfundsborger. I foreningslivet får vi hverdagsdemokratiet helt ind på kroppen og lærer at deltage og tage ansvar for det fælles. Det har i alt sin mangfoldighed gjort en enorm forskel for mig. Derfor er jeg glad for at kunne arbejde for at styrke foreningsfællesskaberne. For alle børn og unge har ret til at være en del af et fællesskab ” siger den nyvalgte forkvinde Christine Ravn Lund.

    Foreningsfællesskaberne og ungdommen skal have en stærk stemme

    De delegerede valgte 25-årige Frederik Enevoldsen fra Fagbevægelsens Ungdom som næstformand for DUF. Frederik Enevoldsen er folketingskandidat for Socialdemokratiet og kunne i sommers føje vinder af DM i Debat til CV’et.

    “Det gode børne- og ungdomsliv handler om at føle sig set og hørt, om at være en del af noget større end sig selv. Det kan være i skolen, til spejder, blandt vennerne eller i familien, når man er noget, eller snarer nogen, sammen med andre. Det handler ikke bare om at bruge sin stemme, det handler om, at den bliver lyttet til. Desværre føler alt for mange unge sig ensomme, desværre står alt for mange unge uden for fællesskabet. Derfor skal vi kæmpe for at styrke foreningsfællesskaberne og sikre ungdommen en stærk stemme” udtaler den nyvalgte næstformand Frederik Enevoldsen.

    Ny styrelse

    Udover nyt formandskab blev der også valgt tre øvrige medlemmer til DUFs forretningsudvalg og 14 medlemmer til styrelsen. Dermed skal følgende valgte sætte den politiske retning for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd de kommende to år:

    Christine Ravn Lund, FDF, forkvinde for DUF
    Frederik Enevoldsen, Fagbevægelsens Ungdom, næstformand for DUF
    Lucas Skræddergaard, Ung Mosaik, medlem af DUFs forretningsudvalg
    Johan Hedegaard Jørgensen, Danske Studerendes Fællesråd, medlem af DUFs forretningsudvalg
    Kristian Lausten, Venstres Ungdom, medlem af DUFs forretningsudvalg

    Caroline Erup Friis, De grønne pigespejdere
    Emilie Vindfeldt-Bottke, Det Danske Spejderkorps
    Frederik Vad Nielsen, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
    Frederikke Nørring Levison, KFUM-Spejderne i Danmark
    Katrine Seier, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber
    Kristine Svinning Valeur, The International Medical Cooperation Committee
    Martin Flindt Nielsen, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
    Mathias Green, Danske Skoleelever
    Michala Lykke Nielsen, Ventilen
    Oskar Kloppenborg Vellev, Ungdomsringen
    Pernille Bruun Madsen, Red Barnet Ungdom
    Rebekka Kongsgaard Andersen, Apostolsk Kirkes Børn og Unge
    Sofie Marlene Johanna Kuhn, Radikal Ungdom
    Nikolaj Oksen, Bifrost

    Kontakt:

    Politisk konsulent for interessevaretagelse og presse Birgitte L. Søe tlf.: 60201418 email: bs@duf.dk

    DUFs pressetelefon tlf.: 22109005 email: presse@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fdfer-er-ny-forkvinde-for-dansk-ungdoms-faellesrad?releaseId=13637945

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **