PRM / Gode grønne takter i finansloven

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    I dag blev første delaftale om Finansloven for 2022 præsenteret i Finansministeriet. Bag aftalen står regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

    Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne peger dagens aftale i den rigtige grønne retning. Men der er fortsat lang vej igen for at sikre, at Danmark kan holde kadencen med markant vækst, der skal sikre vores fortsatte velfærd.

    “Det er helt afgørende, at regeringen sammen med aftaleparterne har lyttet til vores ønske om at elektrificere hele varmesektoren og sætter fokus på at udfase olie- og gasfyr og erstatte dem med varmepumper. Vi skal bruge de teknologier, der findes derude,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Aftalen indeholder udover en udbygning af vedvarende energi også en aftale om drikkevandsfond, bedre havmiljø og klimabistand.

    “Det er en meget omfattende omstilling, som vi i Danmark er i gang med. Og for at nå de politiske målsætninger, skal man sikre, at der også kommer handling bag ordene. Det er den her aftale et godt bud på og et godt tegn på, at man begynder at blive rustet til at tage teknologier i brug i kampen for den grønne omstilling. Nu skal vi bare finde de folk, der kan gøre arbejdet. Og dem er der mangel på. Ingen hænder – ingen omstilling,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Finanslovsforhandlingerne forventes at fortsætte de kommende dage, og her har TEKNIQ Arbejdsgiverne også forventninger:

    “I bund og grund er denne delaftale af Finansloven god, men hvis man ikke formår at sikre, at dansk erhvervsliv kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft og sikre klimaets kernetropper – herunder elektrikere med de rette kompetencer, så kommer vi ikke til at indfri de ellers gode ambitioner. Arbejdet skal jo gøres. Derfor har vi også fremført ønsker om fem ekstra uger til elektrikeru


    annelsen. Ambitionerne og virkeligheden skal hænge sammen,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Yderligere oplysninger:
    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 72 14 20 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gode-gronne-takter-i-finansloven?releaseId=13637954

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **