PRM / Red Barnet tilbyder ny indsats til unge med seksuelle tanker om børn

    Pressemeddelelse fra Red Barnet

    Kan man være pædofil, når man er 15 år? Hvem kan jeg tale fortroligt med om mine problemer? Kan jeg stoppe mine seksuelle tanker om børn?

    Spørgsmål som disse kan unge fra i dag få svar på ved at besøge Red Barnets oplysningssite med navnet CTRL. Med den nye forebyggende indsats tager børnerettighedsorganisationen endnu et skridt for at styrke beskyttelsen af børn og forebygge seksuelle overgreb mod dem.

    Indtil nu har unge med seksuelle tanker om børn ingen steder haft at søge hen på internettet for at få anonyme råd og specialiseret hjælp. Studier tyder ellers på, at det allerede er i puberteten, at personer med pædofil seksualitet udvikler seksuelle tanker om børn – uden at disse tanker nødvendigvis fører til handlinger. Derfor har Red Barnet gennem længere tid set en mulighed for at forebygge seksuelle overgreb mod børn gennem et specialiseret og anonymt tilbud til unge, der har seksuelle tanker om børn.

    Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet, glæder sig over, at det tilbud nu findes.

    – Som samfund skal vi blive langt bedre til at sætte ind, før der sker overgreb på børn. Vi skal forebygge, at tanker fører til handlinger, og at børn lider skade. Første skridt er at bryde tabuet og turde tale om pædofili og seksuelle overgreb på børn. Også med de unge, der har seksuelle tanker om børn. Vi skal hjælpe de unge, så de ikke ender med at gøre børn fortræd. Derfor har vi store forventninger til vores nye indsats, siger Janne Tynell.

    Hjemmeside med anonym test og oplysning
    Det nye oplysningssite henvender sig til unge i alderen 12 til 18 år, der har seksuelle tanker om børn. På sitet er der blandt andet mulighed for at tage en indledende test for at få hjælp til at vurdere, hvorvidt ens tanker er bekymrende og problematiske. Der er også gode råd til at håndtere tankerne og nyttig viden om fx at opsøge rådgivning og behandling.

    Tilbuddet er udviklet af Red Barnet i samarbejde med myndigheder og behandlingsinstanser. Desuden har Red Barnet et ph.d.-samarbejde med Aarhus Universitet tilknyttet projektet.

    Ifølge Per Frederiksen, der er psykolog i Red Barnet og projektleder for CTRL, er det afgørende, at der nu findes et lettilgængeligt og anonymt tilbud til unge.

    – Vi ved, at unge med seksuelle tanker om børn ofte er dybt frustrerede og også bange for sig selv. Internettet er et naturligt sted for dem at søge tilflugt, og her er der desværre en fare for, at de ender på fora, hvor voksne udøvende pædofile fx står klar til at bilde dem ind, at børn ikke tager skade af seksuelle overgreb. Vi bliver nødt til at give de unge et alternativ til internettets mørkeste kroge, hvis vi vil forebygge flere overgreb mod børn, siger Per Frederiksen.

    Akut behov for anonym rådgivning
    Ifølge Red Barnet er der behov for en ny strategi for at beskytte børn endnu bedre. Den skal ikke kun fokusere på behandling, når overgreb har fundet sted, men i langt højere grad forebygge seksuelle overgreb. Fx er der et akut behov for, at unge med seksuelle tanker om børn kan få anonym rådgivning. Og desuden er det vigtigt, at der er tilbud om anonym behandling til dem.

    Ifølge Per Frederiksen er vi langt fra i mål, selvom det nye oplysningssite nu er lanceret.

    – Vores tilbud er et skridt i den rigtige retning. Men der er brug for, at der også politisk prioriteres midler til egentlig anonym rådgivning og behandling – også for unge. Det skal være muligt at få professionel hjælp, uden at det står åbent i en lægejournal, for det afskrækker mange fra at søge hjælp. Og vi skal hjælpe flere især unge med seksuelle tanker om børn – simpelthen for at beskytte børnene, siger Per Frederiksen.

    Sammen med lanceringen af oplysningssitet CTRL skyder Red Barnet også i dag en kampagne i gang, der skal sikre, at unge med seksuelle tanker om børn bliver opmærksomme på, at det nye tilbud findes.

    Det anslås, at mindst 1 procent af mænd er tiltrukket af præpubertære børn. Der findes meget lidt viden om, hvor mange kvinder der har seksuelle tanker om børn.

    FAKTA: Hvad er CTRL?
    · CTRL er et specialiseret, lettilgængeligt og anonymt tilbud, som tilbyder en tidlig hjælp og støtte til unge, der føler – eller mistænker at de føler – en seksuel tiltrækning til børn.
    · CTRL skal gøre det muligt for unge med seksuelle tanker om børn at tage kontrollen over deres tanker og ikke begå overgreb på børn.
    · CTRL er udarbejdet af Red Barnet i samarbejde med Sexologisk Klinik, Januscentret, Børnehusene og Rigspolitiet.
    · Projektet er støttet af Justitsministeriet, EU og Socialstyrelsen.
    · Red Barnet har desuden et forskningssamarbejde med Aarhus Universitet om personer med seksuelle tanker om børn. Det har også bidraget med viden ind i indsatsen.
    · Læs mere på: www.redbarnet.dk/ctrl

    Kontakt:

    Presseansvarlig Gitte Bank de Thurah tlf.: 2155 2045 email: gbj@redbarnet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/red-barnet-tilbyder-ny-indsats-til-unge-med-seksuelle-tanker-om-born?releaseId=13637784

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **