PRM / KRISE I ETIOPIEN: NY BEVILLING STØTTER BØRN OG UNGE I TIGRAY-REGIONEN

    Pressemeddelelse fra PlanBørnefonden

    Flere end 5,2 millioner mennesker har brug for akut nødhjælp i Etiopiens nordlige regioner. Siden november 2020 har konflikten i Tigray bredt sig til naboregionerne Amhara og Afar, som derfor også nu oplever fødevaremangel som følge af den voksende konflikt. Et stigende antal kvinder er højgravide eller ammer, og mange spædbørn risikerer at starte livet som underernærede.

    “Situationen i Etiopien er ulykkelig. Vi følger udviklingen tæt og fortsætter vores aktiviteter i landet med fokus på at sikre mad og beskyttelse af børnene og deres familier. Lige nu er vores højeste prioritet at sikre børnene en sund og tryg start på livet,” siger vicedirektør i PlanBørnefonden Anne Smith Petersen.

    Foruden fødevarer og støtte til de mest sårbare kvinder, der er gravide eller ammer, er der særligt fokus på at forhindre overgreb på børn og unge. Og det er i høj grad piger, der kommer i klemme, når krisen rammer, fortæller Anne Smith Petersen:

    “Vi ved, at piger er mest udsatte, når kriser som denne rammer. De bliver i højere grad udsat for overgreb og bortførelse, fordi myndigheder og institutioner ikke fungerer som normalt. Derfor sørger vi for trygge, fysiske rammer, hvor børn kan være i sikkerhed. Vi tilbyder også psykologisk krisehjælp til internt fordrevne og samarbejder med at styrke lokale sundhedsgrupper,” siger Anne Smith Petersen.

    Indsatsen forventes at nå 150.000 personer i de konfliktramte områder og koordineres i tæt samarbejde med FN og andre NGO’er i området.

    Kontakt:

    Head of Communication Signe Holme email: Signe.Holme@planbornefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/krise-i-etiopien-ny-bevilling-stotter-born-og-unge-i-tigray-regionen?releaseId=13637608

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **