PRM / Mundbind og coronapas genindføres i dele af erhvervslivet

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefaling indføres der fra på mandag den 29. november 2021 krav om mundbind eller visir i detailhandlen og indkøbscentre. Ansatte vil dog være undtaget for kravet, hvis virksomheden stiller krav om at de ansatte har gyldigt coronapas.

    Derudover skal man fremover vise coronapas hos de liberale personrelaterede serviceerhverv som f.eks. frisører og kosmetologer.

    Det er blevet besluttet af et bredt flertal af Folketingets Epidemiudvalg.

    Erhvervsminister Simon Kollerup:

    “Lige nu er det vores vigtigste opgave at holde samfundshjulene i gang samtidig med, at vi passer på hinanden. Og selvom vi nu skal til at hive coronapasset frem lidt oftere eller tage mundbind på, så er samfundet stadig åbent. Vi kan altså blive ved med at gå på restaurant, i biografen eller tage til koncert og nyde de mange muligheder, som erhvervsdrivende landet over har at byde på. Men der er selvfølgelig fortsat hjælp til dem, der er hårdest ramt.”

    Fra d. 29. november gælder følgende krav for erhvervslivet:

    • For natklubber og indendørs serveringssteder, personrelaterede liberale serviceerhverv som eksempelvis frisører, tatovører, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker samt bemandede solarier gælder der krav om fremvisning af coronapas.
    • For større arrangementer som konferencer, foredrag, dyrskuer, messer, forlystelsesparker, bade- og legelande mv. gælder der ligeledes krav om coronapas, hvis der samles mere end 100 personer indendørs og 1000 personer udendørs.
    • I dagligvarebutikker, indendørsmarkeder, indkøbscentre, stormagasiner, basarer, arkader samt take-away steder heri gælder der krav om mundbind eller visir. Der er dog ikke krav om mundbind eller visir for ansatte, hvis virksomheden stiller krav om at de ansatte har et gyldigt coronapas.
    • Der gælder krav om, at virksomheder, som pålægges krav om enten mundbind eller coronapas, opsætter skilte, som informerer kunderne om kravet.

    Coronapasset vil fra den 29. november gælde i 72 timer ved PCR-test og i 48 timer for hurtigtest.

    Personer, der er fuldt vaccineret, eller som har modtaget deres første vaccinestik inden for de sidste to uger har et gyldigt coronapas. Borgere, der ikke har modtaget vaccinen, kan fortsat få et gyldigt coronapas ved en negativ PCR- eller hurtigtest, eller hvis de har været smittet med COVID-19 inden for de sidste 6 måneder. Kravet om coronapas gælder for voksne og børn over 15 år.

    Der er fortsat adgang til kompensation for faste omkostninger for de virksomheder, som har en omsætningsnedgang på minimum 45 pct. frem til den 31. december 2021. Derudover kan virksomheder anvende den midlertidige arbejdsfordelingsordning.

    Kontakt:

    Hvis du er virksomhed og har spørgsmål til brugen af coronapas, kan du finde vejledning om brugen af coronapas på Virksomhedsguiden.dk, eller du ringe til Erhvervsstyrelsens corona-hotline 72 20 00 34.

    Hvis du er journalist, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon 91 33 70 07.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mundbind-og-coronapas-genindfores-i-dele-af-erhvervslivet?releaseId=13637362

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **