PRM / Overborgmesteren tænder juletræet på Rådhuspladsen

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Julelys, brændte mandler og gran har allerede indtaget byens gader, men den første søndag i advent, den 28. november, bliver julen for alvor skudt i gang. Her tænder julemanden og overborgmester Lars Weiss det store juletræ på Rådhuspladsen i hjertet af København.

    “Juletræstændingen på Rådhuspladsen er en smuk og hyggelig tradition, som bringer glæde for københavnere i alle aldre. Jeg glæder mig til at tænde julelysene sammen med julemanden og skrue op for den hyggelige julestemning i København,” siger overborgmester Lars Weiss (S).

    Klokken 15.00 går julemanden og hans familie afsted fra Nyhavn i optog mod Rådhuspladsen ledsaget af brandkøretøjer fra Hovedstadens Beredskab. De ankommer til Rådhuspladsen klokken 15.35, hvor julemanden, nissemor og nissebørn deler slik ud ved juletræet.

    På Rådhuspladsen bliver julen sunget ind til musik leveret af Københavns Kommunes Skoleorkester. Klokken 16.00 holder overborgmester Lars Weiss en tale, hvorefter træet tændes.

    Traditionen med et juletræ på Rådhuspladsen går mere end 100 år tilbage. I 1914 blev det første juletræ rejst på Rådhuspladsen. Dengang samlede træet og de elektriske lys mange københavnere, der ikke alle havde elektriske lys derhjemme. Selvom meget har forandret sig siden, og træet i dag bliver pyntet med 800 led-lys og 100 julehjerter fra Børnenes Kontor, så er traditionen på mange måder den samme. For eksempel blev træet både dengang og i dag hentet hjem fra Gribskov.

    Hele julemåneden vil det store træ, der i år er cirka 20 meter højt og fire tons tungt, lyse den store plads op og sprede julestemning.

    Alle er velkomne til at deltage i juletræstændingen.

    Tidsplan

    15:00 – Hovedstadens Beredskabs juleoptog med julemanden og brandkøretøjer kører fra Nyhavn.

    15:35 – Hovedstadens Beredskabs juleoptog med julemanden, nissemor og nissebørn ankommer til Rådhuspladsen og deler slik ud ved juletræet. Herefter spiller Københavns Kommunes Skoleorkester julemusik.

    16:00 – Juletræet tændes af julemanden og Københavns overborgmester Lars Weiss. Herefter vil Københavns Kommunes Skoleorkester spille julemusik igen.

    Kontakt:

    Økonomiforvaltningens pressetelefon: 2125 1524.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overborgmesteren-taender-juletraeet-pa-radhuspladsen?releaseId=13637239

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **