PRM / Tilbud om gratis økologiske omlægningstjek i Norddjurs Kommune.

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    Økologisk Landsforening vil sammen med Norddjurs Kommune tilbyde gratis, uforpligtende omlægningstjek til landmænd, der ikke allerede er økologiske.

    "Det glæder mig, at Norddjurs Kommune er en del af dette tilbud om gratis omlægningstjek. Over 12 % af danskernes fødevareindkøb er økologiske, og stadig flere prioriterer, at det er danskproduceret. Vi har derfor brug for økologiske producenter inden for alle produktionsgrene. Det gælder både de store og de små. De, som producerer til videre forarbejdning og afsætning, samt de, som selv varetager det hele fra jord til bord," fortæller Jens Peter Hermansen, der er projektleder i Økologisk Landsforening.

    "Interessen for økologiske produkter vokser, og for mange landmænd kan det måske have en interesse at få undersøgt mulighederne for at omlægge sin bedrift til økologi. Det vil Norddjurs Kommune gerne støtte op om. Øget økologisk drift kan bidrage positivt til mere biodiversitet, beskyttelse af grundvandet og en udvidelse af det lokale udbud af økologiske produkter - Alle tiltag der understøtter den bæredygtige omstilling i vores kommunen" siger Niels Basballe, næstformand for miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune

    En anledning til at afsøge muligheder

    Det er Økologisk Landsforening, der foretager omlægningstjekkene, der er betalt af Fonden for Økologisk Landbrug. Et omlægningstjek består i et besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, som sammen med landmanden gennemgår gårdens produktions- og afsætningspotentiale i en økologisk version.

    "Omlægningstjekket giver den enkelte landmand, gartner eller frugtavler et overblik over, hvad en omlægning til økologisk produktion vil betyde på den konkrete ejendom. Nogle går i gang med det samme, og andre har økologi med i tankerne fremadrettet. Samtidig er det en anledning til at afsøge muligheder, når landmanden planlægger bedriftens fremtid," forklarer Jens Peter Hermansen.

    Ejere af landbrug og gartnerier over 2 hektar vil modtage brev med tilbuddet i deres e-boks.

    Økologisk Landsforening vil senere følge op med telefonisk kontakt.

    Bemærk, at tilbuddet gælder så længe, der er fondsfinansiering til det. Vi håber dog på, at alle interesserede i Norddjurs Kommune vil kunne få et gratis omlægningstjek.

    Norddjurs Kommune: Jakob Sølvhøj Roelsgaard 24 24 74 81

    Økologisk Landsforening: Jens Peter Hermansen, økologikonsulent 61 97 49 10

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilbud-om-gratis-okologiske-omlaegningstjek-i-norddjurs-kommune?releaseId=13636928

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **