PRM / Martin Grøndal serverer dåsemad af høj kvalitet

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    Danmark er et land med en kyststrækning ud over det sædvanlige. Vi har nem adgang til havet og det spisekammer, der gemmer sig under havoverfladen, men alligevel spiser vi en relativ lille mængde fisk, og den fisk vi spiser, er alt for ofte af en tvivlsom karakter. Det fandt Martin Grøndal ud af i 2015, da han nærstuderede en række rapporter om den tun, der findes på dåse i de danske supermarkeder. Og hurtigt stod det klart, at der var plads til forbedringer inden for alt: indholdet i dåsen, produktionsvilkår, bæredygtighed og sundhed. Martin Grøndal gjorde det til sin mission at gøre fiskekonserves af god kvalitet tilgængelig for danskerne, og samtidig fik han genoplivet nogle af sine bedste barndomsminder: morfars evne til at tage på skattejagt og komme hjem med spændende dåser, så han kunne få den fisk, som han holdt så meget af, men ikke selv havde forudsætninger for at tilberede. Morfaren fik plantet en mission i sit barnebarn, der mange år senere på en sejltur over Atlanten fik fingre i den bedste tun på dåse, han nogensinde havde smagt – og i dag lever af at sælge fiskekonserves.

    Nu er Martin Grøndal så klar med den kogebog, som morfar måske kunne have haft glæde af, når dåserne skulle åbnes, og indholdet spises. For hvad skal man stille op med torskerognen, tunen og brislingerne, hvis de ikke bare skal på rugbrødet? I Dåsemad finder man opskrifter på en rørt sardinsalat, tatar med ansjos, thaisalat med blæksprutte og kartoffelrøsti med makrel. Og mange andre spændende retter, der er lavet på fiskekonserves. Det er nemt, og det er lækkert. Dåserne kan holde sig længe, så med et par dåser i køkkenskabet, så er det intet problem at få uventede gæster. Og med dåser i rygsækken, bliver det nemt at lave velsmagende og sund mad på vandreturen. Det er ikke vigtigt hvilken fisk, der bruges i retterne. Man må godt prøve sig frem og lege med opskrifterne. Så længe, man bare husker, at indholdet af konservesdåsen aldrig bliver bedre end det, der konserveres. Og netop derfor er det vigtigt at bruge gode råvare – også når man laver Dåsemad.

    Martin Grøndal, bor i Svendborg, er iværksætter og stifter af Grøndals, der sælger fiskekonserves af høj kvalitet til alle, der gerne vil spise fisk med god smag og god samvittighed. Læs mere på www.grondals.dk.

    Fakta om bogen:

    Titel: Dåsemad – en kogebog med fiskekonserves
    Forfatter: Martin Grøndal
    Fotograf: Chris Opander Tonnessen
    Forlag: Turbine
    ISBN: 9788740673548
    Sidetal: 202
    Udgivelsesdato: 15. november 2021

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/martin-grondal-serverer-dasemad-af-hoj-kvalitet?releaseId=13636108

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **