PRM / Vigtig håndsrækning til de grønne uddannelser

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Det er ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne et stærkt signal, at regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet i dag kan præsentere fordelingen af 200 mio. kr. – 100 mio. kr. i 2021 og 100 mio. kr. i 2022 til opkvalificering og efteruddannelse inden for grøn omstilling og bæredygtighed på landets erhvervsskoler.

    “Som udgangspunkt er alle investeringer i erhvervsuddannelserne både tiltrængte og velkomne. Samtidig glæder vi os over, at der nu fokuseres på at løfte kompetencerne inden for grøn omstilling, og at man ikke mindst har fokuseret en del af indsatsen på de tekniske erhvervsuddannelser, der både spiller en central rolle i den grønne omstilling og som samtidig er nogen af de områder, hvor den teknologiske udvikling går hurtigst,” siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    “Vi er glade for, at der omsider er fokus på behovet for opkvalificering af faglærer og moderne undervisningsmaterialer, så vi også fremover har erhvervsuddannelser i verdensklasse,” siger hun.

    Som led i dagens aftale har man blandt andet valgt at afsætte 54 mio. kr. til at udvide de 9 videnscentres fokus til også at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb inden for grøn omstilling og bæredygtighed og sikre opdatering af faglærernes kompetencer.

    Derudover gives der et særtilskud på 36 mio. kroner i 2021 til udbydere af de tekniske erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser til aktiviteter inden for grøn omstilling. Og 10 mio. kr. fordeles ligeligt til fem faglige udvalg, herunder det faglige udvalg for elektrikeruddannelsen til en kortlægning af fremtidig, grønne kompetencebehov.

    “Det er en stor cadeau til elektrikeruddannelsen, at man dermed vælger at belønne de uddannelser, som de seneste tre år har haft den største tilgang af lærlinge. Elektrikeruddannelsen spiller en nøglerolle, når grønne teknologier skal bære os ind i en klimavenlig fremtid, siger hun og uddyber:

    “Vi kan så håbe, at politikerne – når det gælder elektrikeruddannelsen – vil være klar til at investere i yderligere fem skoleuger på uddannelsens hovedforløb. For i takt med, at der kræves stadig flere kompetencer hos den nye generation af lærlinge og svende, er der brug for mere tid på skolebænken for, at man kan komme omkring alle disse områder.”

    De sidste 100 mio. kr. udmøntes i 2022 som en ansøgningspulje.

    Yderligere oplysninger:

    Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 20 12 82 83

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vigtig-handsraekning-til-de-gronne-uddannelser?releaseId=13635371

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **