PRM / Ladestanderaftale er et gennembrud – men lad konkurrencen skabe gode vilkår

    Pressemeddelelse fra Dansk Energi

    En ny aftale mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget giver landets kommuner mulighed for at støtte opsætning af ladestandere i de områder, hvor der ikke er et tilstrækkeligt kommercielt grundlag for at investere uden støtte.

    – Aftalen indeholder store forbedringer i forhold til det tidligere lovgrundlag. Vi er først og fremmest glade for, at kommunerne nu får grønt lys til at lave udbud om opsætning af ladestandere og til at yde støtte til opsætning af offentlig tilgængelige ladestandere, der hvor det måtte være nødvendigt. Det bliver helt afgørende for, at infrastrukturen kan følge med salget af elbiler, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

    Aftalen åbner samtidig op for at give ministeren bemyndigelse til at fastsætte priser for opladning, hvilket skal ske i samråd med konkurrencemyndighederne.

    – Vi mener, at en effektiv konkurrence på markedet bør være afsæt for rimelige og ikke-diskriminerende priser på opladning. En effektiv konkurrence sikrer endvidere en fortsat produktudvikling til gavn for kunderne. Problemet med prisregulering er, at myndighederne ikke kender den rigtige pris. Så enten gætter de for højt, og så kommer kunderne til at betale for meget for opladning, eller også gætter de for lavt, og så bremses investeringerne i ladeinfrastruktur, siger Lærke Flader.

    Aftalen fastsætter endvidere rammerne for, hvordan virksomhederne vil tilbyde let adgang til at benytte og betale for ladestanderne. Det betyder blandt andet, at virksomheder der har underskrevet Dansk Elbil Alliances brancheaftale lever op til kravene om åbenhed.

    – Vi har netop indgået en aftale med den største europæiske roamingplatform Hubject. Den betyder, at danske ladestanderoperatører kan tilslutte sig Hubject med en betydelig rabat. Dermed kan vi sikre både danske og udenlandske elbilejere let adgang til 96 procent af det danske ladenetværk gennem den operatør, de er vant til at benytte, siger Lærke Flader.

    Kontakt:

    Branchechef, Dansk Elbil Alliance Lærke Flader tlf.: 22 75 04 15 email: lfl@danskenergi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ladestanderaftale-er-et-gennembrud—men-lad-konkurrencen-skabe-gode-vilkar?releaseId=13634716

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **