PRM / Tre finalister i Østjylland udvalgt til Årets Ejerleder 2021

    Pressemeddelelse fra PwC

    Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2021 i Østjylland.

    “De tre finalister er alle eksempler på frontfigurer for ejerledede virksomheder, der har spillet en central rolle i at skabe en ekstraordinær succeshistorie til inspiration for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker finalisterne i Østjylland et stort tillykke og ser frem til at hædre dem ved regionskåringen,” fortæller Mads Meldgaard partner i PwC i Aarhus.

    Ejerlederen gør en forskel

    Hos Nykredit kender man ejerlederne godt, da de udgør en væsentlig andel af bankens kunder. Her fremhæver Henrik Kjærulff Damsgaard, regionsdirektør i Nykredit, at de tre finalister har formået at skabe en bemærkelsesværdig vækst:

    “Ejerlederne har en afgørende rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser – ikke blot i den enkelte region, men i hele Danmark. Vi vil derfor gerne være med til at hylde og fejre de ejerledere, der gør en stor forskel for virksomhedens succes og er med til at skabe en bæredygtig fremtid.

    Bæredygtig udvikling og innovation

    De danske ejerledere er en afgørende drivkraft for bæredygtig udvikling og innovation i samfundet, og med årets tema sættes fokus på de ejerledere, der skaber forretning og en mere bæredygtig fremtid – miljømæssigt, socialt og ledelsesmæssigt. Hele 9 ud af 10 ejerledere arbejder ifølge Årets Ejerlederanalyse med bæredygtighed.

    “Det er meget positivt, at så mange ejerledere arbejder med bæredygtighed. Det viser, at det i høj grad er en del af ejerlederens DNA at engagere sig i det samfund, de er en del af, og særligt i miljømæssige og sociale forhold, ligesom de anser det som vigtigt for deres konkurrenceevne,” udtaler Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus.

    Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv, lægger vægt på dette års tema, som væsentligt for ejerledernes evne til at skabe vækst og innovation:

    “Det bliver stadigt vigtigere at kunne rapportere om det ansvar, man tager som virksomhed. Miljø og klima, sociale forhold og rettigheder samt god selskabsledelse er blevet nøgleord og forhold, som er nødvendige for virksomheder at tage stilling til. Der er forventninger fra investorer, medarbejdere, kunder, og samfundet generelt om, at virksomhederne agerer ansvarligt og bidrager til samfundet.”

    Finalisterne er:

    Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (Lystrup)

    Historien om Peter Vang Christensen og havecentervirksomheden Plantorama er blandt meget andet historien om et vellykket generationsskifte. Peter er 3. generation og fører stolt den virksomhed videre, som Peters bedstefar, Konrad, stiftede. Allerede i 1996 overtog Peter ledelsen i Plantorama fra sin far, og dermed markerer 2021 et 25 års jubilæum som adm. direktør. I flere år er virksomheden dog ledet i et samarbejde mellem far og søn og bygget på gensidig respekt og en stærk kombination af faderens passion for gartneri og Peters drivkraft og flair for investering og konceptudvikling. Som ejerleder går Peter ind for værdibaseret ledelse og siger, at i Plantorama taler man med hinanden og aldrig om hinanden. Siden Peter tiltrådte som adm. direktør for 25 år siden, er han gået fra at stå i spidsen for under 20 ansatte til i dag at stå i spidsen for omkring 700 ansatte. Plantoramas klimamål vægtes højt af ejerlederen, og han har derfor valgt, at målene skal være en del af vækstambitionerne, da det er vigtigt for Peter at vise, at bæredygtighed kan gøres rentabelt.

    Poul Thyregod fra Proshop A/S (Højbjerg)

    Poul Thyregod startede Proshop tilbage i 1995 sammen med tre partnere, som den ambitiøse ejerledere senere købte ud. Poul har vidst allerede fra barnsben, at han ville være selvstændig, ligesom sine forældre. Som ejerleder er Poul altid i udvikling, hvilket også kommer til udtryk gennem Proshop, der har solgt alt fra film og spil til højtalere og computere og hele tiden har fulgt med i, hvad kunderne efterspørger. Det har været en så god forretning, at virksomheden på kun fire år har mere end fordoblet salget og kom ud af 2020 med rekordtal, mens 2021 forventes at slå ny rekord. Proshop er på mange måder en unik virksomhed, og det bidrager de 221 medarbejdere bestemt også til. Som ejerleder er Poul i den grad med til at løfte og tage ansvar både i forhold til bæredygtighed og lokalsamfundet. Hos Proshop handler det nemlig ikke om CV, men om kompetencer, passion og personlighed. Det betyder, at der er plads til mange forskellige typer i Proshops medarbejderstab. Poul ønsker at gøre en forskel, og derfor har Proshop et mål om at 10 % af de ansatte skal komme fra kanten af arbejdsmarkedet.

    Carsten Schmidt & Jakob Høy Biegel fra Skatepro ApS (Hinnerup)

    Jakob Høy Biegel stiftede Skatepro tilbage i 1996 som et hobbyprojekt, mens Carsten Schmidt trådte til i 2010 og har efterfølgende opnået en ejerandel på 40 %. Jakob og Carsten har over en 5-årig periode eskpanderet Skatepro fra 20 til hele 42 lande, og virksomheden rummer i dag et sortiment på 20.000 varenumre inden for alt fra rulleskøjter og skateboard til bmx-cykler og ski- og surfudstyr. Virksomheden er førende i Europa inden for sin niche og ser frem til fortsat ekspansion inden for og uden for Europa.

    De to ejerledere komplimenterer hinanden godt og bidrager med vidt forskellige kompetencer. Jakob lever på alle områder op til forestillingen om det aktive liv. Han skater, kite-surfer og står på ski og rulleskøjter. Han er rolig, sympatisk og meget stærk analytisk. Jakob er med sin mere tilbagetrukne rolle som bestyrelsesformand mere retningsgivende, men er stadig med til at fastholde kulturen og sikre et strategisk fokus. Carsten driver i det daglige virksomheden og understøtning af væksten med et konstante fokus på optimering af markedsekspansion, indkøb og salgspriser. Carsten er altid tæt på personalet og arbejder både strategisk og operationelt med personaleledelse.

    Kontakt
    For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller pressekonsulent Rikke Gredsted Seidenfaden fra Nykredit på mobil 44 55 14 49 eller pressekonsulent Jesper Ingemann fra Dansk Erhverv på 22650941.

    Tid og sted for Årets Ejerleder i Østjylland
    4. november 2021, kl. 16:30-18:15, Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 1, 8000 Aarhus C

    Fakta om Årets Ejerleder 2021
    Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 18. gang. Årets tema er bæredygtighed.

    De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 18. november 2021 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

    Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC, Årets Ejerleder 2019 og to erhvervsprofiler.

    Tidligere landsvindere
    2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-finalister-i-ostjylland-udvalgt-til-arets-ejerleder-2021?releaseId=13634077

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **