PRM / Solid NGO-erfaring og forretningsforståelse: Nyt medlem til PlanBørnefondens bestyrelse

    Pressemeddelelse fra PlanBørnefonden

    Amie N’Dong har en master i afrikastudier og har i forvejen professionel erfaring fra værdidrevne forretningsprojekter i udviklingslande samt erfaring fra udviklings- og humanitære organisationer. Den erfaring bringer hun med ind i PlanBørnefondens bestyrelse.

    “Amie kommer med solid erfaring fra NGO-branchen, der udmønter sig i en bred viden om udviklingsarbejde og virksomhedsdrift i flere afrikanske lande samt fundraising og donorrelationer,” siger forperson i PlanBørnefondens bestyrelse Stine Bosse.

    PlanBørnefondens nye bestyrelsesmedlem er medstifter og direktør i den værdidrevne virksomhed Social Vanilla, der blandt andet arbejder for bedre forhold for afrikanske vaniljebønder. Tidligere var hun en del af Social Foodies hvor hun bestyrede deres værdikæde projekter i en række afrikanske lande.

    “Jeg håber at bidrage med min erfaring i at drive udvikling i skrøbelige stater i Øst- og Vestafrika og jeg glæder mig til at være med på rejsen sammen med PlanBørnefonden,” fortæller Amie N’Dong.

    Hun afløser Allan Fenger, der gennem en årrække var bestyrelsesformand for Plan Danmark og sidenhen næstformand og medlem af PlanBørnefondens bestyrelse, og som efter mange år nu har ønsket at udtræde. Erhvervet som bestyrelsesmedlem i PlanBørnefonden har været oprettet som stillingsopslag, og flere end 60 har søgt stillingen. PlanBørnefondens bestyrelse består af otte medlemmer.

    Kontakt:

    Head of Communication Signe Holme email: Signe.Holme@planbornefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/solid-ngo-erfaring-og-forretningsforstaelse-nyt-medlem-til-planbornefondens-bestyrelse?releaseId=13633964

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **