PRM / Vil du være en del af frivillignetværket Coding Pirates?

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Vil du gøre en forskel for børn og unge i Guldborgsund Kommune? Er du nysgerrig på teknologi i alle afskygninger? Så bliv frivillig i Coding Pirates. Som frivillig bliver du en del af klubaftenerne, som er omdrejningspunktet i Coding Pirates, hvor vi sammen med børn og unge leger og eksperimenterer kreativt med IT og teknologi. Hovedbiblioteket lægger lokaler til klubaftenerne og her er det også oplagt, at FabLab Guldborgsund byder ind og samarbejder med de frivillige. Der er nemlig mange forskellige måder at lege med teknologien på. Coding Pirates kan både hjælpe med at kode, tegne i 3D, bygge robotter og meget mere. Det er fællesskabet der er kernen, og der er altid plads til at fejle og prøve igen. Coding Pirates mødes primært til klubaftenerne, der varer ca. to timer hver gang og forekommer 1-2 gange om ugen.

    Lysten skal være den drivende kraft
    Har du lyst til at være med som frivillig, er det egentlig mest lysten, der er den drivende kraft. Du behøver ikke at have en bestemt baggrund eller uddannelse for at være med. Det kan være at du er studerende, lærer, ingeniør, journalist, autodidakt eller blot generelt pædagogisk anlagt – måske du bare er nysgerrig og gerne vil give en hånd med regnskab, arrangere events eller andet praktisk. Da vi håber på at starte en afdeling af det frivillige netværk i Guldborgsund, er der brug for masser af hænder og forskellige kompetencer.

    Deltag i infomøde
    Overvejer du om Coding Pirates er noget for dig, så kig forbi til et af de to infomøder, som finder sted i FabLab på Hovedbiblioteket i Nykøbing F henholdsvis tirsdag den 2. november og torsdag den 18. november – begge dage kl. 17-19. Til mødet kigger Kenn Lund Nielsen fra Coding Pirates forbi og fortæller om frivilligprojektet.

    Det er naturligvis gratis at deltage i infomøderne, men da vi meget gerne vil vide, hvor mange vi bliver på mødet, skal du bestille en billet på guldbib.dk eller på biblioteket.

    Kontakt:

    Daniel Martin Jacobsen, bibliotekar ved Guldborgsund-bibliotekerne, telefon 2518 0959
    Kenn Lund Nielsen, sekretariatsmedarbejder og projektleder på Frivilligprojektet, telefon 2845 8178

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vil-du-vaere-en-del-af-frivillignetvaerket-coding-pirates?releaseId=13633690

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **