PRM / Tusindvis af virksomheder mangler at omregistrere fra IVS til ApS og risikerer at blive tvangsopløst

    Pressemeddelelse fra PwC

    Deadlinen nærmer sig for de mange tusind IVS’er, der er forpligtet til at beslutte, om virksomheden skal omregistreres til et ApS eller lade sig opløse. Ellers bliver selskabet tvangsopløst ved skifteretten. Det kan være en omkostningstung proces at konvertere til et ApS, da selskabskapitalen som minimum skal udgøre 40.000 kr. til forskel fra et IVS, hvor kapitalkravet var på 1 kr. For at omregistrere selskabsform skal der derfor betales op til 40.000 kr. i startkapital fratrukket den kapital, som allerede er i virksomheden, eller konvertere allerede optjent egenkapital.

    Der er tale om et betydeligt beløb, men vigtigere er, at IVS’erne skal huske at få omregistret, ellers vil selv sunde iværksættervirksomheder blive tvangsopløst. Danmark har i øvrigt et af EU’s højeste kapitalkrav for at stifte et ApS, hvilket ikke fremmer mulighederne for iværksætteri fremover,” siger Palle H. Jensen, partner og markedsleder for SME i PwC, og forklarer yderligere:

    Omkring en tredjedel af alle IVS’er i Danmark mangler at omregistrere til et ApS eller melde ind til Erhvervsstyrelsen, at selskabet skal opløses. Selvom der nok er nogle mindre valide virksomheder iblandt, er det stadig et forholdsvist stort antal. Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at samfundet skal bruge ressourcer på at rydde op de mange IVS’er, der bliver tvangslukket.

    Skat estimerer, at der var omkring 40.000 IVS’er i Danmark i april 2019, da Folketinget besluttede, at alle IVS’er enten skulle opløses eller konverteres til et ApS.

    Få styr på detaljerne

    Udover den økonomiske beslutning er der også andre praktiske overvejelser at tage stilling til, før den endelige konvertering kan træde i kraft, herunder at fremskaffe de rette dokumenter og beslutte, hvordan man skal tilvejebringe selve selskabskapitalen.

    Erhvervsstyrelsen kræver et generalforsamlingsreferat, opdaterede vedtægter for selskabet, så de opfylder kravene til et ApS, og en dokumentation for, hvordan selskabet har frembragt de 40.000 kr. Det er i sig selv ikke kompliceret, men det kræver tid at samle alle informationerne, og så skal man heller ikke glemme selve sagsbehandlingen, der også kan blive en tidsbekostelig affære,” forklarer Palle H. Jensen.

    Når det kommer til at tilvejebringe selskabskapitalen, er den mest hyppige måde at forhøje kapitalen typisk gennem et kontant indskud.

    Udover et kontant indskud har IVS’erne også mulighed for at foretage en gældskonvertering, der konverterer virksomhedens kapitalejergæld til selskabskapital. Derudover kan selskabet gennem en fondsforhøjelse tilføre likviditet til de frie reserver og derigennem opnå den nødvendige selskabskapital. Hvis IVS’et har overskud kan selskabet også trække kapital fra virksomhedens bundne reserve,” afslutter Palle H. Jensen og henviser til det særlige lovkrav for IVS’er.

    Hvis et IVS har leveret et overskud, skal selskabet henlægge mindst 25 % af denne på en særlig reserve, indtil der er højest opbygget en kapital på 40.000 kr., som ville kunne bruges på at omregistrere til et ApS.

    Tallet 11.290 er trukket fra Erhvervsstyrelsens egen liste over antal af aktive IVS’er i Danmark pr. 7. oktober 2021.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tusindvis-af-virksomheder-mangler-at-omregistrere-fra-ivs-til-aps-og-risikerer-at-blive-tvangsoplost?releaseId=13632765

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **