PRM / Gladsaxe har succes med nye tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel

    Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

    Stadig flere børn og unge mistrives og har udfordringer med, at bekymring og tristhed fylder for meget. Det er ofte svært at tale om og opdages ofte for sent. Det har derfor været nødvendigt for Gladsaxe Kommune at gå nye veje og udvikle nye tilbud, som kan understøtte børn og unges mentale sundhed.

    Der er stor efterspørgsel efter de nye forløb. Mere end 200 familier i Gladsaxe har deltaget i et forløb, og en foreløbig evaluering viser, at unge og forældre føler sig hjulpet.

    Vigtige værktøjer og større forståelse
    En af de positive forældre er Janni Meincke, der har deltaget i et samtaleforløb sammen med sin mand. Janni Meincke kontaktede selv Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Gladsaxe, fordi hendes datter havde det rigtig skidt og var følelsesmæssigt udfordret med uro og uopmærksomhed. Janni og hendes mand var løbet tør for ideer til, hvordan de kunne håndtere og hjælpe deres datter.

    – Samtalerne med psykologen har givet os vigtige værktøjer og en større forståelse for vores datter, som vi kan bruge i hverdagen til at hjælpe hende og undgå mange konflikter. Nu ved vi meget bedre, hvad vi skal gøre for at støtte hende i forskellige udfordringer, siger Janni Meincke.

    Tidligere og mere effektiv hjælp tæt på hverdagen
    Samtaleforløbet er ét blandt flere nye forløb i Gladsaxe Kommune. Fælles for alle forløb er, at man håber at sætte ind så tidligt, at problemerne ikke når at vokse sig store.

    – Det er vigtigt, at vi sætter ind tidligt, effektivt og tæt på børn og unges hverdag. Her er samarbejdet med forældrene helt essentielt, ligesom det skal være muligt at involvere for eksempel dagtilbud eller skole, så vi sammen kan sikre en sammenhængende indsats omkring barnet eller den unge,siger Charlotte Djuraas, som er leder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Gladsaxe.

    Forløbene er målrettet børn og unge i aldersgruppen 3-17 år, der er i psykisk mistrivsel og viser tegn inden for et af i alt fire hovedudfordringer: 1. Når tanker om krop og mad fylder for meget, 2. Når svære følelser fører til selvskade, 3. Når bekymring og tristhed fylder for meget og 4. Når uro, opmærksomhed og impulsivitet er en udfordring.

    Børn og unges trivsel står højt på dagsordenen i Gladsaxe
    De nye tilbud er udviklet som en del af projektet STIME (Styrket Tværsektoriel Indsats for børn og unges Mentale Sundhed), hvor Gladsaxe sammen med seks andre kommuner og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden går nye veje for at hjælpe de stadig flere børn og unge, der mistrives.

    – Børn og unge er fremtiden, og det er utrolig vigtigt, at de trives i det liv, de er i. De skal føle sig trygge og have det godt med sig selv. Vi har i Gladsaxe også en ambition om at blive Børnevenlig By. Derfor er det utroligt positivt, at vi sammen med de andre kommuner og regionen har udviklet helt nye tilbud, som hjælper en masse familier og tager hånd om problemerne så tidligt, at de ofte kan løses i familiernes nærmiljø, siger borgmester Trine Græse.

    STIME bliver evalueret på tværs af de deltagende kommuner og Region Hovedstadens psykiatri næste år, og Gladsaxe Kommune vil fortsætte tilbuddet efter projektudløb i foråret 2022.

    FAKTA:

    De foreløbige data på tværs af de kommuner, der er med i STIME, viser:

    • 79% af de unge oplever, at de har fået det bedre af at deltage i forløbet.
    • 75% af de unge vil anbefale forløbet til en anden ung med samme problemer.
    • 94% af forældrene mener, at forløbet har hjulpet dem med at håndtere deres barns vanskeligheder på en mere hensigtsmæssig måde.
    • 92% af forældrene vil sandsynligvis anbefale forløbet til andre.

    Hvis du oplever et barn eller en ung i psykisk mistrivsel

    Ring til STIME-telefonrådgivning på tlf. 39575665. Mandag til torsdag i tidsrummet kl. 11-12.

    Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Gladsaxe Kommune tilbyder anonym gratis telefonrådgivning og herunder eventuel henvisning til et relevant forløb til forældre og fagpersoner som lærere og pædagoger, der oplever børn og unge
    i psykisk mistrivsel.

    Læs mere:

    Besøg STIME.info for information om projektet.

    Besøg Gladsaxe.dk for information om tilbud og forløb i Gladsaxe i Kommune.

    Kontakt:

    Yderligere information:
    Charlotte Djurhuus, leder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Gladsaxe og formand i STIME.
    Borgmester Trine Græse via Kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxe-har-succes-med-nye-tilbud-til-born-og-unge-i-psykisk-mistrivsel?releaseId=13632795

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **