PRM / Salg i Jernbanebyen: Dansk konsortium vil skabe en af verdens sundeste bydele

    Pressemeddelelse fra Freja Ejendomme

    Jernbanebyen er den sidste store brik i byudviklingen i det sydlige og centrale København. Det 365.000 kvm store byudviklingsområde skal omdannes til en ny bydel, som får to større parker og tre fodboldbaner. Med den gennemgående grønne karakter kommer alle med tilknytning til Jernbanebyen til at bo og arbejde med naturen helt tæt på i en i øvrigt delvist bilfri bydel.

    Den ene ejer, Freja Ejendomme, har netop solgt sin del af Jernbanebyen – en grund på 78.000 kvm – til NREP, Novo Holdings og Industriens Pension, som dermed fremadrettet inddrages i udviklingen af området.

    “Vi har længe haft en drøm om, at Jernbanebyen skal blive en helt særlig bydel, der sætter nye standarder for bevaring og transformation af områdets bygningsarv, for bæredygtige løsninger på både bygnings- og bydelsniveau og etablering af grønne, aktive fællesskaber. Med Baneby Konsortiet som vores udviklingspartner har vi sikret, at det ikke blot bliver ved drømmen, men at vi kan videreudvikle og realisere drømmen i fællesskab – vi deler den samme vision,” siger Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme.

    Ambitionerne er helt i top
    Det nyetablerede Baneby Konsortiet, som ejes ligeligt af NREP, Novo Holdings og Industriens Pension, skal nu arbejde videre med Team Cobes projekt, ‘Jernbanebyen – på sporet af en grøn, bæredygtig bydel’, som i foråret vandt arkitektkonkurrencen for området.

    “Team Cobe har lavet et fantastisk projekt, og vi støtter fuldt ud Københavns Kommunes ambition om at skabe en grøn bydel med blandede boliger. Samtidig vil vi benytte den unikke mulighed, det er at arbejde med en ny bydel, og sammen med bl.a. Freja og Team Cobe skabe en bæredygtig bydel i verdensklasse. Det gælder miljø og klima og i særdeleshed også sundhed, hvor vi med vores kompetencer inden for bygninger og byrum har sat os det mål at skabe en bydel, der er blandt verdens sundeste,” siger Jens Kramer Mikkelsen, byudviklingsdirektør, NREP.

    Optimeret indeklima og mange rekreative områder
    De sundhedsmæssige ambitioner skal bl.a. indfries ved at reducere CO2-aftrykket og anvende miljøvenlige og energirigtige byggematerialer. Bygningerne optimeres i forhold til bl.a. indeklima, akustik og dagslys, ligesom det grønne væv og rekreative områder mellem bygningerne kommer til at kendetegne livet i den sydlige del af Jernbanebyen og bidrage til områdets biodiversitet. Spildevand og madaffald skal nyttiggøres lokalt, ligesom der er en ambitiøs plan for bæredygtighedscertificering på både bygnings- og bydelsniveau. Eksempelvis er det planen at alle boligejendomme skal have DGNB Guld og DGNB Hjerte.

    “Vi ser store perspektiver i udviklingen af Jernbanebyen, og investeringen passer godt ind i Novo Holdings’ strategiske fokus på at investere i bæredygtige ejendomme og infrastruktur. Vi forventer, at investeringen vil generere et attraktivt afkast og ser samtidig en spændende mulighed for at indgå i en langsigtet værdiskabelse i Baneby Konsortiet og derigennem bidrage til en ambitiøs, sund og grøn udvikling af København med fokus på mangfoldighed,” siger Morten Beck Jørgensen, Managing Partner, Novo Holdings.

    Fra vision til lokalplan
    Freja Ejendomme har, sammen med den anden grundejer, DSB Ejendomsudvikling, gennem en længere periode arbejdet med at omsætte forslaget fra Team Cobe til en endelig helhedsplan, der skal danne grundlag for startredegørelse og lokalplan for Jernbanebyen. Denne proces gennemføres fortsat i tæt samarbejde med Team Cobe, Københavns Kommune, lokaludvalg, naboer og andre interessenter i en åben og inddragende proces. Fremadrettet vil NREP, Novo Holdings og Industriens Pension nu også indgå i dette arbejde, hvor ideer og ønsker skal omdannes til konkret lokalplan:

    “Vi er glade for at bidrage til udviklingen af en ny stor bæredygtig bydel til københavnerne. Det bliver en mangfoldig bydel, hvor der bliver en rigtig god blanding af alment byggeri, byggeri til unge og til ældre, ejerboliger, og hvor vi forventer mange nye arbejdspladser. Det er en langsigtet investering og et partnerskab, som vi forventer vil give solide og stabile afkast til medlemmerne i mange år frem,” siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.

    Freja Ejendomme og Baneby Konsortiet vil i den kommende tid igangsætte dialog med interesserede aktører i Jernbanebyen – herunder ikke mindst de almene boligselskaber.

    Det er i den sydlige del af Jernbanebyen, at udviklingen påbegyndes, og det er netop denne del, som er omfattet af aftalen mellem Baneby Konsortiet og Freja Ejendomme. Det forventes, at der foreligger et forslag til en lokalplan i 2022, og at den kan vedtages endeligt i 2023. Første spadestik forventes i 2023 eller 2024. Freja Ejendomme vil fortsat være en central del af udviklingsprojektet, indtil der foreligger en godkendt lokalplan for den 78.000 kvm store grund.

    Handlen er betinget af en godkendelse af etableringen af Baneby Konsortiet fra EU-Kommissionen samt en vedtaget lokalplan.

    Yderligere information:

    Laurits Harmer Lassen, pressechef i Industriens Pension, mobil: 29 39 66 76

    Anders Rosendahl, pressekontakt i NREP, mobil 40 48 37 66

    Christian Mostrup Scheel, pressechef i Novo Holdings, mobil: 30 67 48 05

    Thomas Endelt Andersen, kommunikationskonsulent i Freja Ejendomme, mobil: 50 70 53 34

    Om Baneby Konsortiet

    Baneby Konsortiet ejes ligeligt af NREP, Novo Holdings og Industriens Pension. De tre parter ser sig selv som en stærk kombination af langsigtet dansk kapital og stærke kompetencer inden for planarbejde og byudvikling. Konsortiet vil fortsat arbejde tæt sammen med Freja Ejendomme om lokalplanen, som skal sikre den bedste og mest værdiskabende plan for Jernbanebyen.

    Om Jernbanebyen
    Jernbanebyen er placeret mellem Vasbygade, Enghavevej og Ingerslevsgade i København og udgør et samlet areal på ca. 555.000 kvm, hvor 175.000 kvm er udlagt til jernbanebrug og til Metroens Klargøringscenter. DSBs andel af byudviklingsområdet udgør 287.000 kvm og Freja Ejendommes andel 78.000 kvm. Det er Freja Ejendommes andel af arealet, der nu er solgt til NREP, Novo Holdings og Industriens Pension. Den resterende del af byudviklingsområdet udgøres af Den Gule By og af mindre arealer ejet af Københavns Kommune, Hofor og Metroselskabet. Læs mere på www.jernbanebyen.dk og følg os på Instagram.

    Om NREP
    NREP A/S er en nordisk ejendomsvirksomhed med base i København som udvikler, administrerer, investerer og innoverer for at forbedre det byggede miljø til fordel for alle stakeholdere. NREP har en langsigtet tilgang til værdiskabelse på tværs af sine primære segmenter: Boliger, logistik, plejehjem og kontorer. Virksomheden har flere end 400 ansatte, og ejendomsporteføljen på mere end tre millioner kvadratmeter i Danmark, Finland, Sverige, Norge og Polen har en samlet værdi på over 75 mia. kr. NREP foretager i gennemsnit mere end en investering om ugen og er en anerkendt pioner inden for bæredygtighed, kundefokus og brug af ny teknologi. Se mere på www.nrep.dk

    Om Industriens Pension
    Industriens Pension er blandt Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskaber med ca. 415.000 medlem-mer. Ca. 8.000 virksomheder inden for industri og fødevarebranchen i Danmark indbetaler til pensions-ordningen. Hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede investeringer udgør 224 mia. kr. Mere information på www.industrienspension.dk

    Om Novo Holdings
    Novo Holdings er et dansk aktieselskab, der er 100 pct. ejet af Novo Nordisk Fonden. Selskabet er holdingselskab for virksomhederne i Novo Gruppen, der består af Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S, og varetager forvaltningen af Novo Nordisk Fondens aktiver. Novo Holdings er anerkendt som en internationalt førende life-science-investorer med fokus på langsigtet værdiskabelse. Novo Holdings forvalter også en bred portefølje af aktiver uden for life-science segmentet og investerer her blandt andet i højkvalitets infrastruktur og moderne bæredygtig fast ejendom. Novo Holdings investeringer laves med henblik på at generere midler til uddeling for videnskabelige, sociale og humanitære formål. Læs mere på www.novoholdings.dk

    Om Freja Ejendomme
    Freja Ejendomme udvikler og sælger statens og regionernes funktionstømte ejendomme. Vores portefølje består af meget forskellige ejendomme fordelt på land og by over hele Danmark – bl.a. fængsler, fredede byhuse, sygehuse, kaserner og større udviklingsarealer. Vi belyser og udvikler ejendomme med fokus på at finde ny anvendelse til glæde for både fremtidige brugere og det omkringliggende lokalmiljø. Freja Ejendomme A/S er et aktieselskab ejet af den danske stat. Derfor betaler vi hvert år et udbytte tilbage til staten.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/salg-i-jernbanebyen-dansk-konsortium-vil-skabe-en-af-verdens-sundeste-bydele?releaseId=13632751

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **